Den kendte fodboldvært til tv-dækningen af blandt andet Danmarks landskampe og til kampe i Superligaen, Mette Cornelius, fik sig en slem forskrækkelse tidligere på denne uge.

Her tog blæsten fat i den barnevogn, hvor hendes seks måneder gamle baby, Viola, sov i på terrassen i hendes hus. Det skriver hun på Instagram.

»Hver eneste dag i denne uge har føltes som mandag for mig, undtagen i går, der var endnu værre. Den hæslige blæst sendte barnevognen med min sovende baby ud over kanten på en høj terrasse og videre ned i asfalten,« skriver værten på Eurosports kanaler.

Hun fortsætter:

Mette Cornelius er fodboldvært på Eurosport.
Mette Cornelius er fodboldvært på Eurosport. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Heldigvis blev Viola i vognen og fik kun knubs og et kæmpe chok, ligesom alle vi, der oplevede det rædsomme scenarie og det efterfølgende kaos.«

Mette Cornelius, som i en årrække efterhånden har været først reporter og siden vært på forskellige fodboldprogrammer, fortæller videre, at den noget chokerende oplevelse har sat sig i hende, men at hun har fået støtte - blandt andet i form af blomster fra bekendte.

»Oplevelsen tynger humøret dagen derpå, så denne fine sag, der lige er kommet ind ad døren, var en kærkommen og værdsat overraskelse,« skriver Cornelius til det billede, hun har lagt op på Instagram af en buket blomster.

Mette Cornelius er gift og har tre børn med FC Københavns pressechef Jes Mortensen.