Lyngby Boldklub er truet på sin eksistens.

Det meddelte klubbens hovedaktioner, Hellerup Finans, torsdag i en pressemeddelelse.

»Den seneste tids skriverier i pressen, hvor der igen sættes spørgsmålstegn om Lyngby Boldklubs fremtid, har haft den negative konsekvens, at flere sponsorer har valgt at annullere deres sponsorater og/eller trække deres betaling, hvilket udsætter klubben for et massivt pres, da klubbens kreditorer naturligvis forventer deres betaling alligevel,« skriver stifter af Hellerup Finans, Torben Jensen.

Til TV2 fortæller han, at krisen betyder, at klubben på nuværende tidspunkt ikke kan udbetale løn for januar til sine ansatte.

BT tog torsdag kontakt til licensmanager hos DBU, Troels K. Jensen, for at høre, hvordan organisationen arbejder med Lyngbys situation.

Troels K. Jensen kan i henhold til en fortrolighedsklausul i licenssystemet ikke være konkret på specifikke klubber, og kunne derfor heller ikke kommentere direkte på Lyngbys sag. I stedet kunne han henvise til gældende regler. Og det viser sig, at være endnu en våd klud i ansigtet på Lyngby.

»Vi kan godt fratage en klub dens licens, hvis den ikke opfylder de krav, der er. I sådan en situation kan vi bruge licensmanualen for Superligaens punkt 4.5, som er tilbagekaldelse af licensen. Men jeg kan ikke kommentere, hvordan vi arbejder i forhold til Lyngby eller nogen anden klub,« siger Troels K. Jensen til BT.

I licensmanualens punkt 4.5 står der:

Klublicenssystemets organer kan tilbagekalde en klublicens i løbet af en sæson, uanset om klublicensen er givet til 1. division eller Superligaen, hvis en eller flere af betingelserne for klublicensens udstedelse ikke længere opfyldes, eller hvis en klub misligholder en hvilken som helst forpligtelse, som er anført i denne manual.

I går trådte hovedaktionæren i Lyngby, Hellerup Finans, i en såkaldt rekonstruktion, hvor en advokat valgt af skifteretten skal forsøge at skaffe opbakning til en redning blandt de største kreditorer. Sker det ikke går Lyngby Boldklubs ejer konkurs.

»Hovedaktionæren er under rekonstruktionsbehandling og kan derfor ikke hjælpe klubben, så det er en meget presset situation for Lyngby Boldklub,« lød det torsdag i meddelelsen fra Torben Jensen, der også opgav sin mailadresse, ifald der skulle dukke interesserede rigmænd op.

Hans mailadresse er i øvrigt tj@hellerupfinans.dk.