Spillerforeningen har deres bud på, hvordan sagen med Christian Keller og Jonas Borring i Randers FC kan løses.

Både Randers FCs Christian Keller og klubkammeraten Jonas Borring er medlem af Spillerforeningen, der er de professionelle fodboldspilleres fagforening, og derfor er det ikke helt let for Spillerforeningen at give god råd i sagen, hvor Christian Keller har fundet sammen med Jonas Borrings kone. Ægteparret Borring er blevet separeret, men de er endnu ikke skilt.

»Det kan være, at folk over tid - hurtigt eller langsomt - bliver enige og finder en løsning på det og kan arbejde videre sammen. Ellers er løsningen, at en eller flere skifter arbejdsplads. Enten ved kontraktudløb, eller at man frivilligt og gensidigt accepterer at ophæve en kontrakt. Det er de muligheder, man har,« siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, ifølge Randers Amtsavis' hjemmeside.

Han understreger, at hverken Christian Keller eller Jonas Borring kan sige, at deres kontrakt er blevet misligholdt, og det kan klubben heller ikke. Ingen af spillerne har gjort noget ulovligt.

Tiden har det dog med at læge de fleste sår, og netop tiden bliver ifølge Mads Øland en afgørende faktor i forhold til at løse konflikten.

»Man er nødt til at give sig lidt og møde hinanden. Der er ikke drejebog over det her i vores overenskomst. Folk skal være kreative, imødekommende og løsningsorienterede, men det er svært, når der er så mange følelser i det. Man kan håbe, at det går hurtigt af hensyn til alle. I teorien bliver det senest løst, når den første af de to spillere har kontraktudløb om 15 måneder,« siger Mads Øland.

Jonas Borring har indtil videre valgt at sygemelde sig, så han og Christian Keller møder ikke hinanden på træningsbanen.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her