Den nuværende FC Midtjylland-spiller Musefiu Ashiru og hans tidligere holdkammerat i klubben Benjamin Ayuba fik udpeget en agent af klubbens sportsdirektør, Claus Steinlein, da de i 2012 kom til Heden.

De to nigerianere skrev under på en kontrakt uden forhandlinger, oplevede teenagerne, der dengang var 18 år, et samarbejde mellem klubben og den agent, der skulle forestille at varetage spillernes interesser – danske Michael Bolvig.

De to unge spillere mener, at der forelå en skuffeaftale mellem FC Midtjylland og Bolvig. En aftale, der gik ud på, at agenten udadtil skulle fremstå som spillernes hjælper, men indadtil skulle varetage FC Midtjyllands økonomiske interesser.

Noget, der kunne lade sig gøre, fordi de to stod alene i Danmark uden familie, venner og velmenende rådgivere og med alle æg i kurven hos FC Midtjylland og deres nye agent.

»Som ung spiller får man et tillidsforhold til den klub, man kommer til. Et forhold, som kan udnyttes, men som ikke må udnyttes,« siger Spillerforeningens direktør Mads Øland, da BT forholder ham de to afrikaneres historie.

»Har man påduttet en spiller en bestemt agent, og er der måske endda en aflønning af klubben til agenten, er det ikke bare angribeligt, men også et muligt regelbrud. Så det er noget, vi er meget opmærksomme på og bekymrer os meget om, fordi der kommer et helt skævt forhold mellem klub og spiller i forhold til de ansættelsesretlige forhold, som løn og kontraktens løbetid,« fortsætter Spillerforeningens direktør.

Spillerforeningen vil nu tage kontakt til spillerne for at klarlægge, hvorvidt der er foregået ulovligheder i forbindelse med relationen mellem FC Midtjylland og Michael Bolvig.

Tvivlsomme agentaftaler og underbetaling af klubbens afrikanske stjernespillere er en del af hemmeligheden bag FC Midtjyllands succes, lyder anklagen. Få alle seks artikler om sagen i BT PLUS her