Spillerforeningen vil ikke begære Brøndby konkurs.

Spillerforeningen har onsdag aften erklæret, at den ikke vil begære Brøndby konkurs, selvom den har over 30 millioner kr. til gode.

Garantien blev ifølge Ekstra Bladets hjemmeside afgivet pr. mail onsdag aften, og den udløste et lettelsens suk i den tidligere storklub.

Gælden til Spillerforeningen er en af de store knaster i forhold til, om Brøndby eventuelt måtte erklæres konkurs. Gælden stammer fra den såkaldte feriepenge-sag, hvor Fodboldens Voldgiftsret i efteråret gav Spillerforeningen medhold i, at dens medlemmer har ialt 24 millioner kr. tilgode i feriepenge alene fra Brøndby. Beløbet er siden p.g.a. renter vokset til 31 millioner kr.

Tidligere onsdag var der krig på ord mellem Spillerforeningens direktør, Mads Øland, og Brøndby-bestyrelsesmedlem Benny Winther om, hvem der i givet fald var skyld i, at Brøndby måtte erklæres konkurs.

Selvom Spillerforeningen har givet garanti for, at den ikke vil begære Brøndby konkurs, er forhandlingerne ikke dermed afsluttede, og de to parter står stadigvæk langt fra hinanden.