Dur ikke – væk.

Cheftræner i Randers FC, Ricardo Moniz, er på opsigtsvækkende vis fortid i den nedrykningstruet superligaklub, og i kølvandet på den beslutning har Michael Gravgaard, der bestrider jobbet som sportslig og kommerciel direktør i klubben, valgt at trække sig.

Spillerne fik besked om Randers FCs bestyrelses beslutning om at ophæve samarbejdet med Ricardo Moniz en halv time før, det blev offentliggjort på klubbens hjemmeside. Truppen var samlet til et møde med en anden dagsorden, og mod slutningen af mødet blev spillerne informeret om Ricardo Moniz fyring og Gravgaards opsigelse. Herefter fik spillerne lidt tid til at summe over den overraskende udmelding, og så gik de hvert til sit. Det fortæller 27-årige Erik Marxen, der har spillet i klubben siden 2015.

Læs også: Bombe i Superliga-klub: Træner og direktør færdige

Hvad er din kommentar til fyringen af Ricardo Moniz?

»Det kommer meget bag på mig. Jeg kan ikke tale på de andres vegne, men det er mit indtryk, at fyringen af Ricardo Moniz kom som et stort chok. Men det er bestyrelsens beslutning, og det er ikke noget, vi som spillertrup har været inde over. Jeg og mine holdkammerater er nødt til at holde snuden i sporet. Vi kan ikke bruge en uge på at slikke sårene, for så står Superligaen for døren,« siger Erik Marxen.

Randers FCs Erik Marxen (th.) i duel med AaBs Edison Flores.
Randers FCs Erik Marxen (th.) i duel med AaBs Edison Flores. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvordan havde du det med Ricardo Moniz?

»Jeg kom rigtig godt ud af det med Ricardo (Moniz, red.) og kunne godt lide det friske pust, han kom med, og at han var anderledes end dét, man ellers har prøvet i dansk fodbold. Han var selvfølgelig speciel på nogle områder, men overordnet set synes jeg, han var et spændende bekendtskab,« siger Erik Marxen.

Hvordan var stemningen i truppen overfor Ricardo Moniz?

»Uden jeg har styrt på, hvad den enkelte har følt, så synes jeg, at der er blevet arbejdet hårdt, og det bar ikke præg af, at spillertruppen havde mistet tilliden til Ricardo Moniz, det er i hvert fald ikke mit indtryk,« siger Erik Marxen.

Læs også: Michael Gravgaard stopper i Randers: Her er min erkendelse

Synes du, han har fået en fair chance?

»Man skal huske på, at Randers FC er i en svær situation, og bestyrelsen er naturligvis forpligtet til at agere i forhold til, hvad, de mener, der er mest hensigtsmæssigt, når vi skal overleve i Superligaen, og det har jeg respekt for.  Om det er en fair chance eller ej? Det må folk selv vurdere. Han har ikke været her længe, men fodboldverdenen er hård nogle gange. Der er ikke noget, der hedder fair og unfair,« siger Erik Marxen.

Hvad fylder mest hos dig. Fyringen af Ricardo Moniz eller Michael Gravgaards opsigelse?

»For mig personligt fylder fyringen af Ricardo Moniz mest. Gravgaard er her jo lidt endnu, og Moniz var vores daglige chef. For mig personligt fylder det lidt mere, hvem der er cheftræner, end hvem der er sportslig ansvarlig,« siger Erik Marxen.

LÆS OGSÅ: BTs sportschef: Fyret træner var den største katastrofe i Superligaen nogensinde

Randers FCs spillere mødes igen i morgen (lørdag 27. januar, red.), hvor de skal spille træningskamp mod Viborg.

ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE ET AFSNIT FRA TV-DOKUMENTARSERIEN RANDERS - BACKSTAGE