Fredagens testkamp mod AGF udviklede sig på værst tænkelig maner for Superliga-klubben Randers.

Topscorer Ronnie Schwartz måtte udgå med en alvorlig skade, der spolerer hans deltagelse i indledningen af forårssæsonen.

- Ronnie Schwartz måtte udgå med hvad der efter en røntgenundersøgelse er blevet diagnosticeret som et brækket kraveben. Topscoreren skal nu holde en pause på seks til otte uger, skriver klubben på sin hjemmeside.

Trods skaden til Schwartz, der opstod efter et sammenstød med Anders Kure, blev det til en 2-1-sejr over AGF. En ringe trøst for randrusianerne, som har nydt godt af angriberens ni mål i efterårssæsonen.

Med skaden til Ronnie Schwartz må der forventes at hvile et større pres på angrebskollegaen Viktor Lundberg, når Superliga-sæsonen genoptages i slutningen af februar. Heldigvis for kronjyderne ser svenskeren ud til at være kommet i omdrejninger. Det var to mål af netop Viktor Lundberg, der sikrede Randers sejren.