Om to kampe kan det være forbi.

Det har Ole Gunnar Solskjær selv fortalt sine stjerner i Manchester United ifølge The Sun.

Det engelske medie skriver, at den norske manager i storklubben har været følelsesladet op til onsdagens opgør mod Tottenham og forklaret sine spillere, at hvis der ikke er gode resultater i vente mod Christian Eriksens mandskab samt i lørdagens rivalkamp mod bysbørnene fra City, så er han fyret.

Særligt, fordi en af de meget eftertragtede managere i verden, den fyrede Tottenham-manager Mauricio Pochettino, står og lurer i kulissen.

I samme tale til spillerne skulle Ole Gunnar Solskjær også have brugt den nuværende Tottenham-manager Jose Mourinho som våben til at motivere sine spillere.

Således skulle Manchester Uniteds pressede manager have pointeret, at det nu er et år siden, at Mourinho blev fyret på Old Trafford, og at portugiseren er blodtørstig.

Manchester United er før mødet med Spurs på en for den klubs størrelse noget upassende midterplacering i Premier League, og der er således kun seks point ned til nedrykningsstregen efter 14 spillede kampe.

Omvendt er der kun to point op til Tottenham på femtepladsen.

Solskjær er presset.
Solskjær er presset. Foto: EVA PLEVIER
Vis mere

Manchester United-boss Ed Woodward har for ganske nylig slået fast, at Ole Gunnar Solskjær er den rette mand for United.

Men den holdning kan selvfølgelig ændre sig, hvis det bliver til to nederlag i denne uge.

Det synes manageren i hvert fald selv at vide.

Manchester United møder først Tottenham hjemme og så Manchester City ude.