Lyt til artiklen

Med en 1-0-sejr over FCM på mål af Lukas Lerager tromler FCK videre mod guldmedaljerne i Superligaen.

Formstærke FC København tog søndag aften et enormt skridt mod klubbens 14. mesterskab.

Hjemme i Parken besejrede Jess Thorups tropper sin nærmeste forfølger, FC Midtjylland, med 1-0 og har således ni points forspring og en klart bedre målscore end midtjyderne.

Der resterer otte runder af Superligaens mesterskabsspil, hvor AaB er nummer tre med 13 point op til førstepladsen.

Sejren var FC Københavns ottende på stribe i Superligaen, og samtidig skrev polske Kamil Grabara sig ind i historiebøgerne som den målmand, der har holdt rent bur i flest sammenhængende minutter.

Grabara er foreløbig oppe på 703 minutter i træk uden mål imod sig. Han tog rekorden fra Jan Hoffmann, der i 1999 holdt buret rent i 678 minutter for AB.

På et jammerligt i underlag i Parken var det svært at få kombinationerne til at flyde, så det blev til mange indlæg.

Det blev også opskriften på FCK's sejrsmål, som midtbanespilleren Lukas Lerager scorede midtvejs i anden halvleg.

Superligakampen mellem FC København og FC Midtjylland, i Parken i København søndag den 10. april 2022.
Superligakampen mellem FC København og FC Midtjylland, i Parken i København søndag den 10. april 2022. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Man siger, at defensiven vinder mesterskaber, og det er FCK godt på vej til at bevise med kun 13 mål imod sig i 24 ligakampe.

Fra første fløjt var tændingen høj, og FCK tog taktstokken med et aggressivt pres.

Langsomt fandt FCM dog ud af at spille sig forbi første kæde, og så kunne udeholdet køre hurtige omstillinger og udnytte sine kantspilleres fordel på farten i forhold til FCK's bagkæde.

Initiativet svingede frem og tilbage i første halvleg, hvor FCK kom til de fleste forsøg, men aldrig var helt nærgående.

Det var værterne dog to gange fra anden halvlegs start, hvor FCM-keeper David Ousted lavede fremragende redninger på forsøg fra offensivspillerne Pep Biel og Viktor Claesson.

Ousted så til gengæld ikke alt for heldig ud, da en høj flugter fra Lukas Lerager i det 63. minut fik lov at sejle i mål, og så var FCK på 1-0.

Scoringen tvang FCM frem, og gæsterne var tæt på i flere situationer.

I allersidste sekund reddede Kamil Grabara en afslutning via overliggeren og sikrede således FCK den fjerde 1-0-sejr på stribe til stor tilfredshed for de 28.321 tilskuere i Parken.

/ritzau/

 

Du kan genopleve LIVE-bloggen for runde 24 i Superligaen her: