Et sandt skades-helvede, et pokalexit, en personlig karantæne, corona-kaos og dumme pointtab til jyske bundhold – senest 0-1-nederlaget hjemme til Horsens i søndags.

At FC København-træner Ståle Solbakken vandrede hvileløst rundt iført sine moonboots på et mennesketomt Nedre C og lignende den mest triste mand i København under Horsens-fadæsen i Parken, er der vel ikke noget at fortænke ham i.

For nu kan nordmanden godt glemme alt om guldet. FC Midtjyllands 12-point-forspring kan ikke hentes. Det er panelet i denne uges Fodbold FM enige om.

»12 point er for meget. Det kan de ikke nå. FCK har ikke et godt tag på FC Midtjylland. De har det svært i Herning. FCK er jo ikke flyvende. Man regner ikke med, at de skal vinde resten af kampene. Så det er mere end de her fire kampe, som FCM skal tabe. Så det er slut.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Sådan siger Michel Wikkelsø Davidsen om FCKs overraskende nederlag i Parken, hvor tilskuere var forment adgang på grund af coronavirussen.

B.T.s fodboldredaktør udgjorde sammen med Peter Piil (mangeårig fodboldkommentator på Eurosport) og Ken Ilsø (tidligere professionel fodboldspiller) panelet i Fodbold FM, som er B.T.s ugentlige podcast om fodbold.

»Man kan godt mærke på dem efter kampen i går, at de ikke tror på noget mesterskab. Og det er meget sigende, at FCK nu skal kigge sig over skulderen. De har svært ved at lirke et lavtstående mandskab op,« siger Peter Piil, som kommenterede FCKs skrækkamp mod AC Horsens.

Nederlaget cementerede FC Københavns skrækkelige start på forårssæsonen, og de forsvarende mestre kan kun takke sig selv for, at FCM er stukket af i toppen af ligaen, efter at FCK blot har hentet et ud af ni mulige point mod Superliga-minihold som Esbjerg fB, AC Horsens og Silkeborg IF.

»Det står slemt til for FCK. Det vidner ikke om et FCK-hold, som vi kender fra tidligere. Det er omvendt for FCM, som vinder uden at spille prangende,« lyder vurderingen fra Ken Ilsø, som tidligere har spillet for midtjyderne.

FCK, som i denne sæson har været præget af skader hos flere profiler herunder Viktor Fischer, Jonas Wind og Nicolai Boilesen, har på trods af nedturen i Superligaen leveret varen i Europa League.

Den samlede sejr over Celtic i 1/16-finalen er en formildende omstændighed, mener Michel Wikkelsø Davidsen.

»Derfor er det også svært at gå alt for hårdt til dem. Men man må sige, at der er et meget stort bundniveau på det her FCK-hold.«