Lyt til artiklen

For godt et år siden var Andreas Skov Olsen et af de hotteste navne i Superligaen og på blokken i FC København.

Dengang gik skiftet ikke igennem, men efter en sæson i italienske Bologna, hvor han ser ud til at være røget i unåde, er spørgsmålet aktuelt igen.

»Det var interessant for os sidste år, men jeg har svært ved at forestille mig, at Bologna giver op på en spiller med så stort potentiale,« fortæller FCK-træner Ståle Solbakken.

22 kampe og en enkelt scoring har ikke kastet de store roser af sig for den blot 20-årige dansker, der har fået hård kritik af sin træner på det seneste.

Det kan du læse mere om her.

Men det giver Ståle Solbakken ikke meget for.

»Det ville være meget mærkeligt, hvis Bologna skulle give op et år efter, at man har købt en så ung spiller i FC Nordsjælland. Han skifter til en midterklub i Serie A. Klubben må give ham mere end et år og være tålmodige, det er jeg 100 procent sikker på.«

I fjor betalte Bologna i omegnen af 40 millioner kroner for det purunge talent, og faktisk har FCK-træneren kontakter i Bologna, der kan få afgørende indflydelse for Skov Olsens fremtidige destination, hvis et skifte bliver aktuelt.

Andreas Skov Olsen scorede 22 mål i Superligasæsonen 2018/2019.
Andreas Skov Olsen scorede 22 mål i Superligasæsonen 2018/2019. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg kender jo lidt Marco Di Vaio, som er en del af den sportslige ledelse i Bologna,« siger nordmanden om italieneren, der har en glorværdig karriere bag sig i klubber som Valencia, Juventus og Monaco.

I dag er Di Vaio chef for Bolognas spillerhandler.

»Jeg har haft nogle møder med ham. Hvis der var sket noget nu, så tror jeg, at han havde opdateret mig. Det har han ikke, og det er ikke engang så længe siden, at jeg snakkede med ham i en anden sammenhæng.«

Samtidig slår Solbakken fast, at han ikke har nogen fornemmelse af, om det ville være realistisk at se Andreas Skov Olsen i FCK-trøjen den kommende sæson.