Ståle Solbakken kan ikke længere trylle, kritikken af FCKs europæiske kvalifikation har været pinlig, og så vil han hellere være i sine sko end Brøndbys, selv om alle ifølge FCK-manageren arbejder for at sende guldet til ærkerivalerne.

Det skulle egentlig handle om FC Københavns transfermarked, de nye spillere og den Europa League, som sættes i gang torsdag aften, når Lokomotiv Moskva besøger Parken. Men det tog en drejning undervejs, da FCK-manager Ståle Solbakken bevægede sig ind på ærkerivalerne fra Brøndby og den alt for gode behandling, han mener, de har fået for deres europæiske kvalifikation.

Fra en norsk hånd op til munden for at gribe et gab ved spørgsmålene om FC Københavns kvaler med at finde nye spillere, ændrer Ståle Solbakken positur og sætter sig frem i stolen, da det pludselig handler om den forskelsbehandling, han mener, FCK udsættes for.

Solbakken skruer op for stemmen, og hvis man ikke tror, han mener det, skal man bare lade være at forsøge at læse kropsprog nogensinde. Men vi begynder lidt før:

Nu er transfervinduet lukket, og du ved, hvilket hold du har. Hvordan er potentialet?

»Potentialet er stort. Men vi er nået et alt for kort stykke. Vi har ikke klaret at kombinere Superligaen med Europa. Europa er godkendt. Selvfølgelig kan vi slå Qarabag, men hvis du tager holdet, der startede for et år siden, så har vi lavet en utrolig udskiftning, der nærmest blev komisk pga. de mange skader.«

»Vi har underpræsteret i Superligaen. Vi har spillet fire dårlige kampe. Det er alt for meget, men der har været stort fokus på Europa, og vi har ikke som tidligere mestret begge dele. Det skal vi kunne nu, for vi skal spille hver torsdag, og vi har et efterslæb i Superligaen.«

FC Nordsjælland har solgt tre af deres største profiler og ligger i toppen af ligaen. Hvad gør de så godt, som er sværere her?

»Jeg tror, de har været bedre til at implementere spillerne. De har fundet deres konstellation hurtigt. Men der er også to vigtige ting. Der er ikke noget pres, og de har ikke spillet i Europa. Jeg tager ikke noget fra FC Nordsjælland, for de har gjort det fantastisk, men jeg tror bare, at man undervurderer ting i FCK. Det er ikke nogen undskyldning, men det er 100 procent sikkert, at det har spillet virkelig meget ind. Spillerne har spillet 60 kampe, og så får de kun 10 dage, før jeg står der igen. Og presset starter med det samme med den sværeste lodtrækning mod Zilina og den sværeste trækning mod Vardar.«

Som journalister bliver vi også skudt i skoene, at vi er for søde ved jer, fordi I har de bedste spillere, som ville være profiler på ethvert andet hold…

»Det kan du sige. Men ingen kan vel være uenige i, at Erik Johansson og Mathias 'Zanka' Jørgensen havde centrale roller. Ingen kan være uenige i, at Thomas Delaney før jul havde en central rolle. Ingen kan være uenige i, at Santander og Cornelius havde centrale roller. Det er hele midteraksen, som er væk. Der skal du have nye ind i de roller med maksimalt pres, og nogle skal have nye roller. Jeg tror ikke, det er en helt unaturlig reaktion efter to år, hvor det kun er gået opad, og vi afslutter med Champions League og sælger alt. Det er menneskeligt.«

Så dét at have de bedste spillere er ikke ensbetydende med at have det bedste hold?

»Du kan jo sammenligne med Brøndby. Brøndby har beholdt alle spillere fra sidste sæson, og de har tilføjet tre-fire spillere. De har den samme træner – det har vi også, men konceptet er det samme. Alle mine nye skal lære konceptet. Alle dem, som spillede andenviolin, skal lære at tage et skridt op og blive ledere. Der er en masse sådanne mekanismer. FC Midtjylland har også det samme hold. Det er FC Nordsjælland, som har gjort det fantastisk godt. Vi får se, hvor længe det varer.«

FC Nordsjælland får rigtig meget ros, men har Brøndby også fået det efter din mening?

»Brøndby og FC Midtjylland ligger fire point foran os. Men jeg ville ikke have byttet med dem nu, for vi har Europa. Vi har et efterslæb på dem, som ikke så gerne må blive større, og vi skal gerne hente et par point. Men vi blev slagtet, selvom vi mødte meget svære hold, og selvom vi mødte Qarabag, som, vi så, kunne spille lige op med de fleste hold i Europa League sidste år. Der var en masse debat om det, og så tror jeg, at jeg læste i din avis i en bisætning, at Brøndby havde haft en fin europæisk kampagne og spillet okay, men desværre endte det med et 0-2-nederlag mod Hajduk Split. Og så er den diskussion lagt død. Der er ikke nogen debatter om noget. Så må jeg spørge, hvor er gribbene i 'Onside'? Hvor er debatprogrammet? Hvor er føljetonen?«

»Der må jeg bare sige, at vi er vores egen værste fjende. Jeg tryller. Jeg tryller med de midler, vi har. Vi spillede lige op med de engelske mestre, selv om de har trillioner mere i budget. Club Brügge har over dobbelt så meget, og vi legede med dem. Vi spillede uafgjort to gange mod Porto, som slog Roma ud. Vi tryllede, og nu tryller vi ikke, og så må vi arbejde os op igen.«

»Det er helt fair, og vi skal tage imod al den kritik, vi har fået for det, vi har gjort i Superligaen. Men ingen skal komme her og belære mig om europæisk fodbold. Der har vi været 11 ud af 12 gange. Alle kan tabe til Qarabag over to kampe. I hvert fald hvis du har mistet otte ud af 11 fra startopstillingen. Så den kritik er helt bag målet. Jeg synes næsten, det er flovt. Men man kan godt være nådesløs over for tre-fire af vores præstationer i Superligaen.«

Burde Brøndby og FC Midtjylland have fået hårdere kritik?

»FC Midtjylland var lige ved og næsten, og de mødte et rigtig godt hold i Ferencvaros. De har været lidt det samme igennem som os, men de har ikke haft det sikkerhedsnet, som der er i Champions League-kvalifikationen (hvor man ender i Europa League, hvis man taber i playoff, red.). Jeg synes, at Brøndby har spillet fantastisk god fodbold i nogle af deres hjemmekampe. De var klart bedre end os. De var klart bedre end FC Midtjylland. Det skal de have ros for. Men alle er så optagede af dansk fodbold, og hvordan vi gør det i Europa. Så nytter det ikke noget bare at være ligeglad med, at Brøndby har spillet tre dårlige kampe ud af fire i Europa, fordi de skal vinde ligaen. Det generer ikke nogen.«

»Jeg tror, der kommer ekstraudsendelser på TV3 i lang tid, hvis Brøndby vinder mesterskabet. Alle arbejder for det. Alle vil have, at Brøndby skal vinde ligaen. Eksperter og den neutrale og ikke-neutrale journalist arbejder hårdt for det. De vil have FCK væk. Vi har domineret så meget nu. Det er præcis det samme som i politik. Den bedste statsminister, Norge har haft i nyere tid efter min mening, Jens Stoltenberg, han ledede Norge fejlfrit og skabte stor stabilitet. Men folk vil have noget nyt. Det blev for kedeligt. Han må ud. Så taber han det seneste valg. Sådan er det også i fodbold. Alle higer hele tiden efter noget nyt. Det er forståeligt, men som jeg sagde til spillerne, så er det os mod resten. Vi får ingenting gratis. Vi ved, at vi skal bygge noget nyt, og det kan tage tid. Så må de lade træneren om at tage sig af det udenom og bruge mindst mulige kræfter på alle de Brøndby-fans, der er i medierne.«

Tror du på Brøndby, når de siger, at de ikke går efter guldet, selv om de undlader at sælge spillere?

»Det er helt rigtig gjort af dem. Men tror du, at Alexander Zorniger og Troels Bech sidder på kontoret og siger: ”Vi kan ikke vinde i år”? De har allerede været bedre end os i én kamp. De er fire point foran. Vi skal spille hver torsdag i Europa. Alt ligger til rette for, at de kan vinde nu. De er gået på kompromis med deres 4,6, 8,2 eller 12,9-strategi. De er gået på kompromis med alt det. De kører med Jan Bech-budgetter. Det er helt rigtigt gjort. Jan Bech har jo penge nok, og hvis han kan krone sin Brøndby-tid med guld, forstår jeg det godt. Men så kan de lige så godt melde ud, hvorfor de gør det. De har jo tidernes chance for at tage guldet. FCK ligger ned, og vi er i den største opbygningsfase, vi har været.«

I skal spille Europa League nu, og I får de torsdagskampe, som få trænere holder særlig meget af. Hvorfor er de en ulempe?

»Det er det syndrom, du ser rundt i hele Europa. Spiller du torsdag aften, og særligt på udebane, så bliver resultaterne statistisk set derefter i weekenden. Tottenham har brækket nakken, og Manchester United brækkede nakken i sidste sæson i ligaen. Det er, fordi restitutionstiden er for kort. Men der gælder det for os om at bruge de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter, så vi kan hænge på i Superligaen og snige os videre i Europa. Det har vi været rigtig dygtige til i mange år, men nu er det en mere fersk trup, som er lidt mere urutineret i forhold til det.«

Du siger ’snige os videre i Europa’. Der er mange, der mener, at jeres gruppe ser god ud for jer. Men bliver det sværere end som så?

»Der er en storfavorit i Lokomotiv Moskva, som ligger nummer to i Rusland og er et kanonhold. De slog Spartak Moskva 4-3 i en kamp, jeg lige har set. Sheriff kender jeg lidt til, fordi de har spillet to kampe mod Qarabag. Det sidste hold har jeg ikke sat mig ind i endnu. Men vi har helt sikkert en mulighed for at tage andenpladsen.«