Den gode nyhed for FC Københavns fans er, at deres hold nok bliver danske mestre. Den dårlige er, at de måske må sige farvel til topscorer Robert Skov til sommer.

For det kan simpelthen blive for svært at holde på en midtbanespiller, der har scoret 26 mål i Superligaen og er suveræn topscorer. Det må selv FCK-manager Ståle Solbakken erkende, selvom han håber at holde sammen på det kommende mesterhold.

»Ja, vi vil holde på så mange som muligt. Det kommer ikke til at kunne lade sig gøre at holde på alle,« siger Ståle Solbakken.

Har du lovet andre end Peter Ankersen, at de må komme af sted til sommer?

»Nej. Han er den eneste, som er 100 procent sikker på at tage videre. Men nu må vi se med Robert Skov. Det ville jo være mærkeligt, hvis ikke… der skal vi nok arbejde hårdt.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Så Robert Skov er ham, du er mest bange for at miste?

»Ja, det er det.«

Hvad med Denis Vavro?

»Hvis jeg havde været ham og folkene omkring ham, havde jeg taget en sæson mere, for man må huske, at det første år var en ren gavebod fra mig, at han fik lov at spille så meget. Eller en tvungen gavebod på grund af alle skaderne. Han og Lüftner fik jo ikke en pause, og til sidst vidste de ikke, hvilken vej de spillede. Han har måske brug for et år mere med lidt mere kontinuitet på klubsiden.«

Hvorfor gælder det samme så ikke for Robert Skov?

»Det kan jo være, at det bliver for store bud. Offensive spillere er eftertragtede,« siger Ståle Solbakken.

Det var altså ikke en FC København-manager, der var ovenud positiv omkring muligheden for at holde på topscoreren efter 4-0-sejren over OB, der sender FCK to point fra mesterskabet.

Kampen om Robert Skov kan nemlig blive så vild, at prisen også kommer helt op og ringe.

»Det kommer an på, hvilke klubber der kommer. Og det kommer an på, hvor dygtige vi er, og hvor dygtige hans repræsentanter er. Og hvilke klubber der kommer, og hvem som konkurrerer. Pludselig kommer der en klub, der virkelig vil have ham, så vi må bare se,« siger Solbakken, som dog også allerede nu sidder og kigger på potentielle erstatninger for de spillere, der kan forsvinde.

»Vi er nødt til at have noget beredskab klar, hvis der er noget, vi ikke kan sige nej til. Jeg håber, at de fleste bliver.«