FC København mistede sin sidste chance for succes i denne sæson, da de for tredje gang i træk tabte 1-0 til Brøndby i Parken og røg ud af pokalturnering. Det er historisk dårligt, siger Ståle Solbakken, mens Brøndby-kollega Zorniger dræber double-snak med dårlige undskyldninger.

Der var engang, hvor Brøndby aldrig vandt over FC København i Parken. Ikke i 13 år lykkes det bare én gang at slå ærkerivalerne. Syv trænere prøvede, men ingen kunne nedbryde fortet på Østerbro.

Historien og hånen fyldte alt, hver gang et nyt derby nærmede sig, men i dag er snakken forstummet. Kun få husker forbandelsen, for magtbalancen mellem de to københavnske giganter er tippet på under et år.

I en intens, men aldrig for alvor sindsoprivende kamp vandt Brøndby søndag for tredje gang i træk og anden gang i Parken over et tamt FC København-hold, der endnu ikke ligner et mandskab, der er på vej tilbage på rette spor.

Med sit matchvindende mål til 1-0 smadrede polske Kamil Wilczek rivalernes sidste håb om bare en smule succes og sendte dem ud af pokalen.

Nu er status, at de blå-gule stormer videre med drømmen om både mesterskab og pokal, mens FC København dobbelte danske mestre og pokalvindere er sat af på perronen uden muligheder for hverken det ene eller det andet.

»Sæsonen er dårlig. Den bliver sandsynligvis historisk dårlig. Alt er meget svært i forhold til at leve op til sidste år. Den kamp kan vi ikke vinde, og jeg må tage det største slag, og nogle af spillerne må også tage et slag,« fastslog en afklaret Ståle Solbakken efter nederlaget.

Han, spillerne og det velbesøgte Parken havde alle håbet, at årets første kamp skulle blive vendepunktet for den styrtdykkende resultatrække, som holdet har leveret siden sommerferien. Men i stedet blev det af Brøndbys karakteristiske hårde pres udstillet, at holdet stadig har meget arbejde foran sig.

Det erkender nordmanden:

»Jeg kan ikke sige, at drengene ikke prøver i dag, og vi spiller ikke en dårlig kamp i dag. Vi skaber chancer og holder Brøndby for muligheder, så hvis Brøndby er Danmarks bedste hold, så er vi ikke langt efter dem i dag. Det er de små marginaler i dag, men det er ikke tilfældigt. Jeg har selv prøvet begge dele, og lige nu køre det for Brøndby, mens vi skal kæmpe lidt mere med det,« lød analysen fra Ståle Solbakken.

»Hverken jeg eller spillerne bliver vindere ved at stå her og blive ved med at snakke. Det er der mange andre trænere, der er gode til og som ikke har fået nogen særlige resultater. For os handler bare om én ting, og det er, at arbejde stenhård videre, og ikke lade dette nederlag eller omverdenen få os ned med nakken, for det bliver et hårdt halvt år.«

LÆS OGSÅ Solbakken om Riddersholms kritik: Læs lidt i fodboldens ABC, så får du måske et trænerjob igen!

»Vi er nødt til at sætte nogle resultater sammen for for det første at komme i top seks. Når vi forhåbentlig har gjort det, må vi vise, at vi kan vinde så mange kampe, at vi kan få en fjerdeplads, som kan give en plads i Europa, hvis Brøndby eller FC Midtjylland vinder pokalen, eller en tredjeplads. Samtidig skal vi bygge et stærkt fundament, som gør, at vi bliver Danmarksmestre i 2019,« siger Ståle Solbakken.

Mesterskabet i 2018 kan hans kollega i Brøndby, Alexander Zorniger, stadig drømme om. Helt uvant kan hans mandskab før de afgørende kampe i Superligaen dufte pokaler i både den ene og den anden turnering. Den positive situation havde Zorniger dog ikke lyst til at snakke om efter kampen søndag:

»Det er ikke et interessant spørgsmål for mig lige nu. Jeg har lidt problemer med halsen og stemmen,  så det er svært for mig at sige så meget,« sagde han.

Men hvorfor er det ikke et interessant spørgsmål?

»Fordi vi ikke er kommet nærmere vores mål. Vores vigtigste mål er at vinde den næste kamp. Der er ingen hold – heller ikke Bayern München, FC Barcelona eller Real Madrid da de var bedst – som har vundet mesterskaber eller pokaler først på året. Så vi må fortsætte. Ingen skader og  forkerte dommerkendelser på de forkerte tidspunkter. Med det niveau, FC Midtjylland og også FC Nordsjælland og FC København har vist, er det en meget, meget lang sæson. Så vi vil gøre det rigtig godt, hvis bare vi fokuserer på én kamp.«

Brøndby møder i forårspræmieren 11. februar Lyngby, hvis klubben da stadig er i live til den tid. FC København gør endnu et forsøg på at kickstarte genrejsningen dagen forinden hjemme mod Randers.