»Hey! Husk lige at skrive, at jeg synes, at FC Midtjylland er fortjent mester. Jeg gider ikke lyde som en dårlig taber.«
Ståle Solbakken fik lige vendt sig om efter små otte minutters interview og sendt de sætninger af sted, da journalisterne var på vej mod græsplænen og ud til FC Midtjyllands guldfest. Det var vigtigt for ham at understrege.
Inden havde han både rost FC Midtjyllands unge mandskab og også - igen - udtalt sin tvivl om, hvor godt det vil gå dem i Europa efter sommerpausen.
»Det bliver spændende at se deres hold i Europa, for de spiller meget en-mod-en-fodbold. De spiller ikke så kollektivt. De spiller meget på fysikken, og at de er stærke i duellerne. Så må vi se, hvordan det gør, når de møder stærkere hold,« siger Ståle Solbakken.

FCK-manageren kan ikke sige meget til midtjydernes mesterskab. Med 17 point imellem de to hold og tre københavnske nederlag har forskellen været til at se. Men der er et sted, hvor Solbakken mener, at FC København stadig vinder.
»Vores topniveau er i hvert fald mindst på højde med deres. Det har du set i de europæiske kampe, og det så man i dag. Men de har en soliditet, som vi ikke er i nærheden af. Måske har vi et højere topniveau, men de er mere jævnt gode.«
Den europæiske fodbold har Ståle Solbakken vendt tilbage til igen og igen, når det er kommet til konkurrenterne. Men han håber, at FC Midtjylland vil komme i Europa i næste sæson - også for FC Københavns skyld.
»Det er en kæmpe ulempe for os (hvis FCM ikke kommer i Europa, red.). Jeg håber, at vi har to eller tre hold i Europa hvert år, for det gør det nemmere for alle hold. De har alle forudsætninger nu. Alle deres unge spillere bliver bedre. De har et kanon-hold nu.«
Hvad angår nordmandens eget hold, så er der i hvert fald et sted, der skal rettes op ifølge chefen. Han kunne ikke skjule sin irritation efter 3-1-nederlaget til midtjyderne.
»Jeg synes, at det opsummerer sæsonen meget godt. Jeg synes, der var klasseforskel på holdene i første halvleg, og vi skulle have scoret et mål mere. Guillermo laver en… Personlige fejl er en del af fodbolden, og ofte er det holdet, der lavet fejl,« siger Solbakken og opremser så:
»Hvis du tager i FC Nordsjælland, hvor han sparker den ind fra en død vinkel på Kalle. Kalles hjørnespark mod AGF. Bjellands tilbagelægning mod Brøndby. Og Guillermos fejlaflevering her. Så er det ikke godt nok. Hvis du skal være et super-hold, et tophold, så kan du ikke lave sådan nogle fejl. Og i hvert fald ikke i et slutspil. Vi skyder os selv i foden gang på gang.«