Karrieren blev alt for kort.

24-årige Joel Kabongo håbede at slå igennem i Brøndby, men allerede dengang blev talentet ramt af en grim skade. Som Randers-spiller må han nu sige stop.

Han har været gennem fire operationer og massevis af genoptræning, men alligevel må han give fortabt.

»Det er sindssygt hårdt at sige farvel til fodbolden. Jeg er vågnet op hver dag og har håbet på, at det blev bedre, og at jeg ikke skulle gå i seng med smerter.«

For et år siden hentede Randers FC Joel Kabongo til klubben, men nu må forsvarsspilleren altså indstille karrieren på grund af en knæskade. Arkivfoto
For et år siden hentede Randers FC Joel Kabongo til klubben, men nu må forsvarsspilleren altså indstille karrieren på grund af en knæskade. Arkivfoto Foto: randersfc.dk/
Vis mere

»Jeg har virkelig håbet på miraklet, men det er ikke kommet. Jeg bliver nødt til at tænke på mit eget helbred, så jeg kan leve et normalt liv sammen med min familie. Derfor har jeg truffet denne hårde beslutning,« fortæller Joel Kabongo., der tidligere har været med på ungdomslandsholdene helt op til U21-niveau.

I 2019 begyndte problemerne, og i 2021 rykkede Kabongo til Randers. Her blev det dog kun til to førsteholdskampe for forsvarsspilleren.

»Vi er ærgerlige over, at Joel ikke er lykkedes med at komme ovenpå den skade, som han har haft. Det er selvfølgelig allermest synd for Joel selv, fordi det er barskt i så ung en alder ikke at være i stand til at spille fodbold.«

»Selvfølgelig er det også ærgerligt for os, fordi vi havde håbet på, at vi kunne få ham klar og få glæde af det store potentiale, som han har. Men det er allermest synd for Joel, at hans drømme bliver knust, siger Søren Pedersen,« siger sportslig direktør i Randers FC.

Mange begyndte at drømme om den 'nye Daniel Agger' med en ung venstrebenet stopper på Vestegnen, men han fik aldrig chancen for mulighed for at vise, hvor langt han kunne nå.