Matchfixingsekretariatet under Danmarks Idrætsforbund (DIF) har endnu ikke besluttet, om der skal åbnes en sag om matchfixing mod superligaklubben Sønderjyske.

Det er snart en måned siden, at Sønderjyske i slutminutterne indkasserede en kontroversiel scoring mod FC Midtjylland og tabte 1-2.

Turneringsstrukturen i Superligaen havde artet sig sådan, at Sønderjyske var bedre stillet med et nederlag.

Læs også: Superliga-spiller om opgør: Jeg er blevet taget som gidsel

»Vi er stadig i gang med at undersøge alle de oplysninger, vi har fået, og materiale og andet, som indgår i hele den her sag,« siger sekretariatets formand, Poul Broberg, til DR.

Formanden forklarer, at man vurderer tv-billeder, udtalelser og senere samtaler med spillere og ledere fra Sønderjyske.

»Det er ikke nogen ligetil sag, for der er rigtig mange individer involveret og rigtig meget materiale, der indgår i sagen,« siger Broberg.

Læs også: Ny udvikling i matchfixing-sag mod Superliga-klub: 'Det er frustrerende'

Han regner ikke med, at sekretariatet allerede i denne uge vil træffe en beslutning om, hvorvidt der skal rejses en sag.

»Det tvivler jeg på, at det kan. Jeg vil ikke komme med en konkret vurdering af, hvornår vi kan have materialet klar,« siger Broberg.

Kampen mellem Sønderjyske og FCM blev spillet 18. marts.

Dagen efter åbnede DBU's disciplinærinstans en sag på baggrund af FCM's sene sejrsmål.

21. marts blev sagen overtaget af DIF's matchfixingsekretariat.

En eventuel sag om matchfixing vil blive rejst i DIF's matchfixingnævn.

/ritzau/