Sønderjyske har skrevet en etårig kontrakt med Danny Amankwaa.

Danny Amankwaa skifter omgående fra skotske Hearts og skal nu tørne ud for Sønderjyske. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Den 24-årige offensivspiller spillede seks sæsoner i FC København, inden han sidste vinter skiftede til skotsk fodbold. Han har underskrevet en etårig aftale med Sønderjyske.

»Amankwaa har været et kæmpe talent, der har spillet masser af kampe for den bedste klub herhjemme, men det lykkedes ikke helt at bryde igennem i udlandet. Han har haft nogle bump undervejs med skader og manglende spilletid, men nu skal vi have ham i gang igen, og hvis han kan finde tilbage til det, han tidligere har vist, så bliver det voldsomt,« siger sportschef Hans Jørgen Haysen til Sønderjyskes hjemmeside.

Danny Amankwaa fik ikke den store succes i Skotland, og nu vender han hjem til Superligaen. Vis mere

Den tidligere FCK-spiller glæder sig til at trække Sønderjyske-trøjen overhovedet og vende tilbage til Superligaen, også selvom han ikke har spillet meget fodbold i Skotland, hvor det kun blev til 16 kampe.

»Sønderjyske var den klub, der ville mig mest, og jeg havde nogle gode samtaler med Glen Riddersholm, og jeg tror, det bliver et godt samarbejde,« siger han til Sønderjyskes hjemmeside.

Danny Amankwaa spillede 99 kampe og scorede fire mål i FCK-trøjen.

Den nye Sønderjyske-spiller, der får nummer 7 på ryggen, har i alt spillet 61 ungdomslandskampe for Danmark.

Han træner første gang med sine nye holdkammerater fredag formiddag.