Andreas Cornelius er tilbage med mål efter at have brækket anklen for fem måneder siden. Her fortæller han om, da han takkede nej til en undskyldning fra Dennis Flinta, fik store bøffer på Rigshospitalet og da end ikke morfin kunne stoppe smerten.

Andreas Cornelius har haft en uge af de usædvanlige. En uge med milepæle, mål og grimme minder.

Det er præcis en uge siden, at angriberen, som FCK-manager Ståle Solbakken gerne sammenligner med actionhelten og det fysiske pragteksemplar Dolph Lundgren, frygtløst sprang ind i et hjørnespark og headede sit første Superliga-mål i nettet, siden han præcis fem måneder forinden brækkede anklen.

Derfor skal han også lige have 20 minutter til at lave specifikke øvelser og have is på den ankel, inden BT kan få hele historien om at føle en knogle stikke ud af benet, Dennis Flintas forsøg på en undskyldning og lækre bøffer på Rigshospitalet.

Vi begynder ved ulykken. Da Andreas Cornelius 13. april blev hovedperson i en af de værste skader, man kan opleve som fodboldspiller.

»Jeg har set episoden på video siden. Den er ret grim. Men jeg tænker ikke så meget over den situation nu. Jeg er irriteret over, at jeg har været ude i så lang tid, men jeg tænker ikke så meget over tacklingen, eller om jeg skal være nervøs for, at det sker igen,« siger Andreas Cornelius med sit vanlige overskud.

Modtog du nogensinde en undskyldning fra Dennis Flinta?

»Ja, men det var lidt mærkeligt. Jeg var lige blevet opereret på det tidspunkt, og lige da jeg vågnede, ringede min telefon. De ville gerne sige undskyld ovre fra Silkeborg. Det sagde jeg også tak for, men så ville Flinta snakke med mig. Det sagde jeg, at jeg ikke havde lyst til. Det var simpelthen for tidligt. Jeg var stadig ret irriteret over det. Siden da har der ikke været noget.«

Vis mere

Hvem var det, der ringede fra Silkeborg?

»Jeg var helt væk på morfin dér. Jeg var lige vågnet og var helt dopet, og så tog jeg den. Jeg kan ikke huske, hvem det var. Jeg troede, at det var en, jeg kendte, men så var det derovrefra. Jeg havde lyst til bare at lægge på, men så hørte jeg lige efter. Jeg kan ikke huske, hvem der ringede. Jeg kan faktisk slet ikke huske samtalen.«

Vis mere

Synes du, at tacklingen var for voldsom?

»Ja. Den eneste mulighed, han havde, var at tackle mig, så jeg ikke fortsatte. Bolden var langt væk, og så hopper han ind med strakt ben fra siden, hvor jeg ikke kan se noget – jeg kigger den anden vej. Det kan godt være, at det er uheldigt, at jeg lige sætter benet i jorden, og han lige rammer der. Men når man tager alle de ting i betragtning, synes jeg ikke, at det hører nogen steder hjemme at lave sådan en tackling. Det er simpelthen for farligt. Det er jo ikke meningen, at en spiller skal brække benet på sådan en måde,« siger Cornelius.

Der er ingen bitterhed i stemmen – bare en nøgtern vurdering af den situation, der kostede ham fem måneder væk fra det spil, som han fandt ud af, hvor meget han faktisk elsker. Kærligheden til spillet fortalte han om med stort smil efter onsdagens mål mod Randers. Det andet i to kampe. Der er han nu – hvor han kan tænke på det næste mål. Sådan var det ikke for fem måneder siden. Dengang han i Silkeborg kiggede ned på et ben, som så helt forkert ud.

»Jeg kunne mærke, at benet ligesom forsvandt væk under mig. Med det samme kunne jeg mærke, at der var noget, der brækkede. Og jeg kunne ligesom fornemme, at knoglen blev trykket ud igennem benet, men det gjorde ikke så ondt. Jeg tror ikke, jeg nåede at opfatte så meget af smerten. Det gjorde mere ondt senere, da jeg kom ind at ligge på hospitalet og dagen efter, jeg blev opereret. Der gjorde det rigtig ondt. Men lige i situationen var det ikke så slemt,« siger Andreas Cornelius, som oplevede smerten som en mindre bekymring i forhold til synet af det brækkede ben.

»Tanken om, at benet sidder helt skævt, var på en måde værre end virkeligheden. Det var som om, der blev lukket lidt af for smerterne. Jeg kunne ikke rigtig mærke så meget. Jeg syntes heller ikke, at der var nogen grund til, at jeg fik iltmaske på. For jeg tog det egentlig meget stille og roligt. Jeg vidste godt, at det var lort og en slem skade, men det var heller ikke, fordi jeg begyndte at trække vejret hurtigt eller gå i panik.«

Om forældrene tog det lige så pænt, vides ikke, men der gik ikke mange minutter fra, de havde set skaden på tv, til de sad i bilen på vej mod Jylland. De skulle til Aarhus Universitetshospital. Andreas Cornelius overnattede der for så at blive opereret næste morgen. Ved middagstid vågnede han ikke bare til opkaldet fra Silkeborg og Dennis Flinta, men også til en smerte, som end ikke store doser af morfin kunne slå ned.

»Jeg har aldrig haft sådan en konstant smerte før. Jeg lå bare i hospitalssengen og fik morfin, men det løb lige igennem. Jeg har før prøvet at få et slag, men det går jo hurtigt over. Her følte jeg, at det aldrig ville gå over. De måtte give mig en blokade mere i benet, så smerten kunne gå væk, og derfra blev det bedre. Det tog de værste smerter, og så kunne jeg godt holde mig kørende på morfin et par dage senere.«

At ligge på Aarhus Universitetshospital og kigge ned på sit ben, som han to dage forinden havde set i to stykker, blev gjort nemmere ved kærestens tilstedeværelse, men det var først efter overførslen til Rigshospitalet, at dagene blev mindre kedelige. Ikke mindst på grund af de gode måltider og besøg fra vennerne.

»Både kæresten, familien og vennerne har hjulpet mig. Da jeg lå på Rigshospitalet, lå jeg og fik god mad hver dag, fordi de kom med alt muligt udefra. Den ene dag kom Brian Riemer, som stadig var assistenttræner på det tidspunkt, og han havde taget sushi og store bøffer med. Det var ikke så slemt faktisk,« siger Cornelius.

Vis mere

Ugerne gik på hospitalet, Cornelius flyttede midlertidigt hjem til sin mor, hendes mand og de to søskende, han fik benet ud af sin støttestøvle, og så begyndte genoptræningen. Den varede mindre end fire måneder, før angriberen var tilbage i kamp. En reserveholdskamp mod Brøndby 10. august. Det er også fortid, og nu har han i den seneste uge scoret to mål i to kampe og fået et uhyggeligt flashback ved at se Manchester United-backen Luke Shaw opleve en lignende skade i Champions League-kampen mod PSV. Den var hård at se, og han tænker på briten, men han tænker også på, hvor godt det går med sit eget spil, selvom anklen endnu ikke er helt i orden.

»Jeg føler ikke, at jeg er på 100 procent endnu. Min fod er fin nok til at spille. Det er ikke farligt at spille, og det bliver ikke værre, men den er stadig ikke helt god endnu. Derfor er det også svært at forklare, at jeg lige kommer ind og laver to kasser. Men jeg tror, at den glæde, jeg har ved bare at spille, kommer til udtryk i lidt mere energi. Det kan være, det bliver endnu bedre, når min ankel er helt klar.«