Den tidligere landsholdsspiller Michael Silberbauer bliver ny cheftræner i den hollandske klub Utrecht.

Hollænderne har nemlig købt den tidligere landsholdsspiller fri af FC Midtjylland.

Det oplyser midtjyderne i en pressemeddelelse.

»Vi udvikler mange talenter, og det bliver bemærket i de store klubber i udlandet. Vi har tidligere sendt Jess Thorup og Brian Priske til Belgien, og nu skal Michael være cheftræner i Eredivisie. Det gør os stolte, og det er en blåstempling af vores klub og arbejdet med talentudvikling både på og udenfor banen,« siger sportschef Svend Graversen i en pressemeddelelse.

Netop Utrecht er en klub, Michael Silberbauer kender særdeles godt, da han tidligere har spillet i klubben, som han fik 113 kampe for.

Derfor er der da også tale om en 'ønskeklub' for Michael Silberbauer, der har været assistenttræner i FC Midtjylland.

For han har gået og drømt om at blive cheftræner igen.

»Muligheden kom ret uventet for mig. Jeg har været rigtig glad for tiden i Midtjylland, og det er der, jeg har følt mig bedst tilpas. Det er en fed klub med masser af dygtige og fantastiske mennesker, som hele tiden vil blive bedre. Min udvikling har aldrig stået stille, og derfor har det også været en svær beslutning,« siger han.

Michael Silberbauer har tidligere været assistenttræner i FC Utrecht, FC Basel og FC Luzern. Derudover har han været cheftræner for canadiske Pacific FC.

Utrecht, der ligger på syvendepladsen i den bedste hollandske række, Æresdivisionen, sagde tidligere på måneden farvel til cheftræner Henk Fraser.

Det skete, efter at Fraser havde taget kvælertag på en af klubbens spiller under en træning.

Skiftet til hollandsk fodbold betyder også, at der skal findes en ny makker til Albert Capellas, hvilket FC Midtjylland allerede er i gang med at se på, fortæller Svend Graversen.