Vejle Boldklub er synonym med Allan Simonsen, Nørreskoven og … Hummel.
Men efter 49 år som trøjepartner for Vejle Boldklub, slutter samarbejdet mellem Hummel og Superliga-oprykkeren.
Det bekræfter klubben i en pressemeddelelse lørdag.
Her afslører klubben også, at den i stedet har indgået en rekordaftale med en tysk gigant.

I de kommende fire sæsoner er det nemlig Adidas, der skal levere de røde spillertrøjer til den danske traditionsklub.
»Det er en aftale, der for klubben i Nørreskoven ikke alene er en historisk rekordaftale, men også rummer nye store kommercielle muligheder,« lyder det i pressemeddelelsen.
Den nye aftale glæder Mike Vallentin Hansen fra Adidas Danmark.
»Vi har hos Adidas bemærket den store udvikling, som Vejle Boldklub har gjort sig de sidste år. VB er en klub, der har sin plads i historien i dansk fodbold, men i lige så høj grad en moderne klub med sit internationale udsyn, en trup med stor diversitet og et stærkt akademi, og på den måde passer Adidas og VB godt sammen.«

»Samtidig er Vejle Boldklub kommercielt og kommunikativt en stærk klub, og vi tror på, at vi over de kommende fire år sammen kan skabe store ting sammen,« siger han.
Også Vejle Boldklubs administrerende direktør, Henrik Tønder, jubler.
»Det er klart, at vi i Nørreskoven er stolte og tilfredse lige nu. Vi får en partner ind, der tydeligt har vist, at de vil Vejle Boldklub.«
»Adidas har sat sig ind i den størrelse, klubben er i dag, de muligheder, et partnerskab kan give begge parter, og samtidig er det også en anerkendelse af det arbejde, vi alle gør hver eneste dag for at udvikle Vejle Boldklub til at blive endnu stærkere,« siger Henrik Tønder.