Brøndby har fået en turbulent optakt til Superligaens forårspremiere, da de to spillere Anis Ben Slimane og Mathias Greve røg i infight under en intern træningskamp.

Efter kampen slog Anis Ben Slimane sin holdkammerat i hovedet, og det førte til en politisag, som senere er blevet droppet.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen har siden udtrykt, at de to spillere 'var lige gode om det', og sent fredag reagerede Anis Ben Slimane for første gang på episoden via Instagram, hvor han fortæller, at han har modtaget ubehagelige og racistiske hadbeskeder mod ham og familien.

»Jeg har forholdt mig passivt til episoden mellem Mathias Greve og jeg, som i de seneste dage er blevet omtalt og beskrevet meget af medier, sportseksperter, fans og andre,« indleder Anis Ben Slimane og tilføjer:

»Velbeskrevet kan man dog ikke kalde dækningen af episoden, eftersom udlægningerne af både episoden og min person på flere punkter har været faktuelt forkerte,« forklarer han, inden han skriver om de grimme beskeder:

»Ikke desto mindre er det udlægninger, som mange medier og mennesker ukritisk har lagt til grund og spredt, hvilket blandt andet har medført, at min familie og jeg har modtaget usmagelige hadbeskeder af truende, racistisk og chikanerende karakter. At min familie skal stå på mål for hadbeskeder, bliver jeg nødt til at reagere på, da jeg har familien nært.«

»Det er i dag blevet meldt ud, både fra politiet og fra min arbejdsgiver, at der ikke er hold i den ensidige fremstilling af episoden og mig – vi var lige gode om det. Det, håber jeg, giver stof til eftertanke og anledning til dårlig smag i munden hos alle de mennesker og medier, der har benyttet episoden til at sætte mig i dårligt lys ved at portrættere episoden og mig som noget, den og jeg ikke er.«

»Jeg ved, hvad jeg har gjort, og hvad min andel har været i episoden. Jeg er vant til modstand, men ret skal altid være ret.«

»I Brøndby står vi sammen – alle mand på stadion søndag,« slutter han uden at komme med en offentlig undskyldning for slaget.

Ifølge B.T.s oplysninger har begge spillere dog undskyldt over for hinanden, da de kort efter episoden blev kaldt til samtale på cheftræner Jesper Sørensens kontor.

Ovenstående tekst på Instagram er udgivet sammen med et billede, hvor Anis Ben Slimane sidder sammen med Mathias Greve og griner.