Det gjorde garanteret ondt i flere Helsingør-hjerter, da profilen Mads Aaquist tirsdag forlod oprykkerklubben for i stedet at tage til rivalerne fra FC Nordsjælland.  

Godt nok tjener Helsingør et mindre, ukendt millionbeløb på Mads Aaquists transfer, hvilket er klubrekord. Men holdet står uden tvivl svækket efter midtbanespillerens afsked.

Midt i skuffelsen kom der dog alligevel en smule hjertevarme tilbage til klubbens fans fra en lidt overraskende kant.

For efter Mads Aaquists skifte blev officielt, satte spillerens far, Jens Hinrichsen Aaquist, sig til tasterne og skrev en meget personlig og dybtfølt tak til FC Helsingør og klubbens fans for deres støtte og tro på sønnens evner som fodboldspiller.

Således skriver Jens Hinrichsen Aaquist følgende på FC Helsingørs uofficielle fanside på Facebook.

»Kære ALLE fans af FC Helsingør! Jeg vil gerne her på 'fjæset' sige tak for jeres helt utrolige support af min søn Mads Hinrichsen Aaquist. Han kom hertil for at finde fodboldglæden. Han har spillet gratis det første halve år og siden for 'småpenge', men som han selv siger er penge ligegyldige, så længe man har det godt. Og det har han haft i FC Helsingør hos klub, hos fans og især trænerne,« lyder det fra Jens Hinrichsen Aaquist:

»De har været fantastiske for Mads. Nu er tiden kommet til næste skridt i fodboldens verden, og jeg synes, Mads har valgt helt rigtigt ved at vælge FCN, Min søn blev voksen i Helsingør, nu skal han vise HELE Danmark sit potentiale, og tro mig det er stort. Det var aldrig sket uden jeres hjælp ! Jeg elsker Helsingør og vi kommer til at ses i fremtiden på stadion ! Kærligst en megastolt far.«

FC Helsingør og FC Nordsjælland har i forbindelse med spillerhandlen ikke ønsket at oplyse pris eller kontraktlængde.

Mads Aaquist nåede 79 kampe og 11 mål for FC Helsingør, efter han ankom til klubben fra AC Horsens. Tidligere var Mads Aaquist på kontrakt hos FC København.