Det så slemt ud, da Brøndbys forsvarstalent Joel Kabongo faldt til jorden i mandagens opgør mod FC Midtjylland.

Den 21-årige forsvarsspiller vred knæet i en duel mod Franck Onyeka og gik til jorden i store smerter.

Kabongo måtte bæres fra banen – og som om det ikke var slemt nok, blev han endda også tabt fra båren.

Nu har Brøndby fået svar fra skanningerne af Kabongos knæ, og det er desværre for ham og klubben meget skidt nyt.

Brøndbys Joel Kabongo bæres fra banen med knæskade i Superligakampen FC Midtjylland mod Brøndby IF på MCH-Arena i Herning, 22. april 2019.
Brøndbys Joel Kabongo bæres fra banen med knæskade i Superligakampen FC Midtjylland mod Brøndby IF på MCH-Arena i Herning, 22. april 2019. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det forreste korsbånd er blevet revet over, og han er derfor færdig for resten af 2019.

Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

»Jeg frygtede det værste, og det er desværre blevet bekræftet. Nu venter der en lang periode på sidelinjen, og det bliver svært, for som fodboldspiller vil man godt bare spille fodbold,« siger Joel Kabongo til klubbens hjemmeside.

Kabongo skal opereres i starten af maj og skal siden hen genoptræne hen over de kommende måneder.

Den 21-årige stopper har været inde og ude af holdet gennem hele sæsonen, men har alligevel spillet 15 superligakampe i denne sæson.

Brøndby-træner Martin Retov ærgrer sig på Kabongos vegne, men nævner, at han kan tage ved lære af en af holdkammeraterne, der for nyligt er kommet ud af et lignende forløb.

»Når den første skuffelse over skaden har lagt sig, skal han tænke positivt og fokusere på at komme tilbage endnu stærkere og endnu mere mentalt parat til at være en spiller på vores hold. Der har han det perfekte forbillede i Kevin Mensah, der kom tilbage i denne sæson stærkere og hurtigere, og det er det samme, Joel skal fokusere på,« siger Martiv Retov til Brøndbys hjemmeside.