Det er et særdeles stort hul, som Markus Rosenberg kommer til at efterlade i Malmö FF, efter han torsdag aften har spillet sin sidste kamp for klubben.

Det har fået fans af FC Københavns Europa League-modstandere til at drømme stort om en kompetent afløser for den svenske fodboldlegende i form af danske Christian Gytkjær.

Ifølge B.T.s oplysninger er det mere end bare rygter, når Malmö FF-fans bringer den danske landsholdsangriber i spil som ny bomber i den ambitiøse svenske klub.

Der skulle nemlig være interesse fra Malmö FF i Gytkjær, som har stor succes på landsholdet og som topscorer i polske Lech Poznan. Der er dog to faktorer, der kan være en forhindring for svenskerne i forhold til at tilknytte den 29-årige dansker.

For det første er Christian Gytkjær en særdeles dyr herre at have rendende i en trup. Han er den absolut bedst lønnede spiller i den polske liga, som har et generelt højere lønniveau end både den svenske liga og Superligaen.

For det andet er et januarskifte i hvert fald noget nær en umulighed. Den danske angriber har EM til sommer med Danmark som et stort mål, og han håber på at kunne holde fast i sin plads i Åge Hareides landsholdstrup.

Det kræver fast spilletid i løbet af foråret, og det kan han få i Lech Poznan, siger Christian Gykjærs agent, Michael Johansen, til B.T. Han regner derfor ikke med, at angriberen skifter klub i det kommende transfervindue.

Det gør Gytkjær til gengæld til sommer, hvor hans kontrakt med polakkerne løber ud. Den vil han ikke forlænge, forlyder det.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ifølge Michael Johansen holder Gytkjær, som har tiltrukket sig interesse fra klubber i store dele af Europa og resten af verden efter blandet andet fire mål i EM-kvalen for Danmark, alle muligheder åbne.

Malmö FF vil han ikke udelukke som en mulighed. Det vil han heller ikke gøre med de største danske klubber. Men som skrevet, så kan Gytkjær simpelthen være for dyr for svenskerne - og for de eventuelle danske bejlere.

'Transfervinduet' er B.T.s ugentlige fodboldpodcast, som dyrker de reelle transfers, transferrygterne og ikke mindst al transfersladderen.

Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transfers.