Erik Sviatchenko har fået ødelagt sin forårssæson af en ankelskade, men selv om han skal opereres og er ude til juli, vil han væk fra guldbejlerne FC Midtjylland til sommer.

Han var vildt efterspurgt i vinter. Brøndby bød ifølge BTs oplysninger 12 millioner kroner på ham, men svaret var et rungende nej. Den blå-gule klub var ikke interessant nok. FC København virkede også ivrig efter ham, men heller ikke Danmarks største klub fik held med at købe ham.

Erik Sviatchenko ved nemlig, hvad han vil. Næste skridt skal være udlandet. Det er planen. Og ifølge den skal et skifte ske til sommer. Det kan end ikke en ankelskade, der siden september 2012 har plaget den 22-årige forsvarsspiller og nu koster en kikkertoperation, ændre på, selvom han understreger, at han har det godt i FC Midtjylland.

- Vi har sigtet efter, at jeg efter to sæsoner på højt niveau måske skulle til udlandet nu, og det er jo ikke lagt på is som sådan. Det kan stadig godt ske, at jeg når at komme tilbage til juli, hvor transfervinduet stadig er i gang og åbent i to måneder endnu. Så selv om det ikke er fantastisk timing, er jeg bare ikke sådan anlagt, at jeg med det samme tænker noget negativt, som at det er noget pis og lort, siger Erik Sviatchenko.

- Det betyder ikke så meget, om Midtjylland vinder guld eller ej. Vi vil selvfølgelig komme til at spille noget kvalifikation til enten Champions League eller Europa League, og det er kun positivt og noget, jeg gerne vil være med til, når jeg er tilbage fra denne kikkertoperation. Men jeg synes stadigvæk, at vi i samarbejde med klubben skal se, om det ikke er en god timing, hvis der kommer en klub, som er interesseret i mig, tilføjer han og fortsætter:

- Men jeg skifter ikke, bare fordi en klub viser interesse. Der skal være en seriøs plan med det, og det skal være en klub, som har fulgt mig over nogle år. De skal bare se, at jeg er tilbage og kan spille fodbold igen.

- Min agent fortæller, at der hele tiden er interesse, og det har der været i over et år. Det er ligaer som Ligue 1, Bundesligaen, Æresdivisionen og Premier League, så det er klubber i nogle store ligaer, og det er med at byde sig til for mig. Jeg kan ikke undgå at tænke på et skifte, men det vigtigste er at komme tilbage og hjælpe FC Midtjylland. Hvis skiftet ikke sker, fylder jeg trods alt først 23 til vinter.

Det var i topkampen mod FC København i begyndelsen af marts, at han fik et vrid i anklen. Et sted på kroppen han første gang fik en skade i en kamp mod Brøndby for næsten to år siden. Opgøret i Parken gennemførte han dog, og FC Midtjylland sejrede 5-1 i en kamp, hvor der var tvivl om, det var Morten Duncan eller den 22-årige vicekaptajn, som scorede det første mål.

Anklen var bare ikke noget at juble over.

- Jeg prøvede efter FCK-kampen at give den gas og ’slå hovedet fra’, men så har den bare hævet for voldsomt op, og med det faresignal blev jeg nødt til at trække stikket. Jeg var ikke nær bare 80 procent. Måske 50. Og det er ikke fair over for hverken mig selv eller holdkammeraterne at spille på det.

- Humøret er egentlig ikke så slemt. Jeg er rimelig afklaret med situationen. Operationen skal bare overstås, så jeg kan gå i gang med genoptræningen. Jeg vidste godt, at det skulle laves på et tidspunkt, men at det så er midt i sæsonen, og jeg ikke kan lave noget, det er bare lidt ærgerligt, men sådan er det en gang i mellem.

Erik Sviatchenko rejser torsdag til Portugal, hvor operationen skal gennemføres. Fredag skal han under kniven. Det er planen. Ligesom udlandsdrømmen er det.