Ahlmann fik i foråret landsholdsdebut, og Spalvis imponerede alle med sin scoringsrate, så det er to af de helt store profiler, AaB må undvære.
Det ærgrer sportschef Allan Gaarde her en uges tid før den første af to vigtige kampe mod cypriotiske APOEL Nicosia om en plads i Champions League:
- Vi er selvfølgelig ulykkelige over situationen for de to spillere, og ikke mindst kede af det på deres vegne. Vi er dog sikre på de kommer styrket tilbage og vil selvfølgelig støtte dem i så stort omfang som muligt i deres genoptræning, udtaler sportschef Allan Gaarde.
Det var en scanning af begge spillere søndag, der afslørede, at der var tale om korsbåndsskader. Spalvis' skade opstod i Champions League-kampen mod Dinamo Zagreb, mens Ahlmanns skade opstod under træningen torsdag.
Jakob Ahlmann havde på ingen måde forventet, at det stod så slemt til:
- Det kommer lidt som et chok, og var ikke det jeg havde regnet med. Personligt er det et forfærdeligt tidspunkt, det sker på, der var udsigt til europæiske gruppespilskampe og måske en mulighed for igen at være med omkring A-landsholdet, der umiddelbart ville være noget af det største i min karriere, siger han.
Begge spillere forventes opereret i denne uge, oplyser AaB, der i pressemeddelelsen ikke sætter noget tidsperspektiv på, hvornår de to spillere kan forventes tilbage. En korsbåndsskade tager dog ofte omkring et halvt år at komme sig helt over.