Silkeborg IF forstærker sig i offensiven

Klubben meddeler her til aften, at de har hentet den georgiske angriber Mate Vatsadze på en kontrakt, der i første omgang gælder frem til årsskiftet. Den georgiske spiller på 28 år bliver hentet på en fritransfer.

»Jeg kender den gode udgave af Mate Vatsadze fra min tid i AGF. Og det er præcis den type, som vi har savnet. Han er en dygtig afsluttter, som kan være med til få udnyttet de mange chancer, som vores offensiv har skabt i sæsonens første kampe,« fortæller Peter Sørensen, der er SIF-manager.

Mate Vatsadze kommer fra en kontrakt i Viborg FF. Han har spillet 15 landskampe med Georgien, hvor han har scoret fire mål.

»Mate skal bevise, at han er klar til at gribe chancen. Vi har skrevet en kort kontrakt med ham, hvor han får muligheden for at vise sig frem. Lægetjekket viste, at han er 100 procent fit, og han har da også trænet fuldt med i Viborg indtil i går, så Mate skal allerede fra på mandag gå ind og gribe chancen,« fortæller Peter Sørensen.