En lille flirt mellem en af Superligaens hotteste unge spillere og FC København er muligvis under opsejling. 

Derfor var detda også ganske veltimet, at Silkeborg IF's højreback-profil, Oliver Sonne, var flyvende netop mod FCK i midtjydernes flotte 2-0-sejr over mestrene i den første pokalkvartfinale mellem de to hold.

Den danskperuanske komet, som to gange er blevet udtaget til Perus landshold, og er blevet lidt af en omtalt stjerne i sin mormors hjemland, er ifølge et stort medie i Peru (El Futbolero) på FCK's radar som en mulig forstærkning.

Det er noget, der også er blevet bemærket af 23-årige Sonne, der siger, at han har fået tilsendt historien af sine venner. Sådan her betegner han den angivelige interesse fra FC København:

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»FC København er en fed klub, som har vist, at de kan konkurrere på den øverste scene qua deres præstationer i Champions League i denne sæson. Selvfølgelig er FCK interessant, men der er så mange ting, der skal gå op i en højere enhed for, at det kan ske,« sagde Oliver Sonne efter pokalkampen i Parken til Tipsbladet.

Højrebacken, som spillede en stor kamp og var med i op spillet til begge Silkeborgs mål, tilføjer, at han overlader det til sin agent at tage sig af den del af karrieren i hvert fald så længe sæsonen fortsat er i gang. 

Sonne er en af Superligaens bedste unge spiller. Så naturligvis, fristes man til at sige, er han en spiller en klub som FC København holder øje med. 

Spørgsmålet er nu, om det kan munde ud i noget konkret, når transfervinduet åbner, så Sonne kan følge i fodsporene på Robert Skov, som også tog skridtet fra at være profil i Silkeborg til at blive Superliga-superstjerne i hovedstaden.