AC Horsens' færørske kreatør Hallur Hansson er overbevist om, at klubben kan udnytte, at Brøndby-spillerne stadig husker 2-2-kampen fra sidste sæson.

CASA Arena er et stadion, hvor mange ting er blevet afgjort for både AC Horsens og Brøndby de seneste 10 år. Tilbage i 2013 var det netop her, at Brøndby sikrede sig overlevelse i Superligaen og samtidig sendte AC Horsens ned i 1. division via Lebogang Phiris scoring til sidst i kampen.

Og i sidste sæson fik AC Horsens så deres hævn, da de i overtiden udlignede til 2-2 mod Brøndby, hvilket sendte guldet til FC Midtjylland i stedet for Vestegnen (se højdepunkterne fra kampen øverst i denne artikel).

Og igen på søndag er der meget på spil, når de to mandskaber mødes, for skulle hjemmeholdet ende med at tage sejren, kan Martin Retovs tropper med  uheldige udfald i andre kamp ende i nedrykningsspillet i stedet for i mesterskabsspillet.

Dét pres vil AC Horsens' tilbagevendte profil, Hallur Hansson, forsøge at udnytte i de to holds opgør søndag.

»Jeg glæder mig. Vi skal komme med alt, hvad vi har i den kamp, og så må vi tænke på resultater og alt mulig andet bagefter. Der kommer mange tilskuere, og jeg er sikker på, at Brøndbys uafgjorte kamp mod os tilbage i maj sidder i baghovedet på dem,« udtaler han til Horsens Folkeblad.

AC Horsens har selv reelt udspillet deres muligheder for en plads i top seks, men pointene kan alligevel vise sig at blive vigtige i kampen om at ende i den "rigtige" nedrykningspulje.

Gæsterne fra Vestegnen må grund af balladen efter sidste sæsons kamp på Casa Arena ikke have tilskuere med til kampen.