Hvem skal være ny sportschef i superligaklubben AaB?

Svaret blæser i vinden.

»Siden vi meldte ud, at den ansvarlige for vores sportslige afdeling får titel af sportschef, har vi modtaget 15-20 henvendelser fra ind- og udland,« siger AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum, der ikke ønsker at fortælle, hvem disse personer er.

»Medierne er begyndt at gætte, og jeg må sige, at alle de navne, der indtil videre er kommet frem, er interessante. Men jeg vil nødig begynde at kommentere på enkeltstående personer. Vi holder rekrutteringen internt,« siger Thomas Bælum.

Thomas Bælum er administrerende direktør i superligaklubben AaB.
Thomas Bælum er administrerende direktør i superligaklubben AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han fortæller, at man i AaB ikke har i sinde at søge via et traditionelt stillingsopslag.

»Når man som os har en kraftig eksponering i medierne, skal der ikke meget til, for at folk selv henvender sig. Men vi ved, hvad vi vil have, og vi har lavet en kompetenceliste over, hvad denne position skal indeholde,« siger Thomas Bælum.

Indtil for et par uger siden var det Allan Gaarde, der havde jobbet. Men så besluttede bestyrelsen at fritstille ham med øjeblikkelig virkning. Angiveligt fordi man ønskede at revurdere sin superligatrups sportslige setup.

Allan Gaardes titel var dog sportsdirektør, men eftersom jobbet nu nedgraderes til sportschef, vil Thomas Bælum fremadrettet være eneste medlem af AaB's direktion.

Allan Gaarde blev for et par uger fritstillet med øjeblikkelig virkning fra sit job som sportsdirektør i superligaklubben AaB.
Allan Gaarde blev for et par uger fritstillet med øjeblikkelig virkning fra sit job som sportsdirektør i superligaklubben AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Man har i AaB ikke sat deadline på sin kommende sportschefs ansættelsestidspunkt.

»Vi nærmer sig jo med hastige skridt vinterens transfervindue. Men uanset hvor hurtigt vi finder vedkommende, får han ingen indflydelse på det, der skal ske,« siger Thomas Bælum.

På spørgsmålet, om hvem der så får ansvaret for handlernes gennemførelse, er han leveringsdygtig i dette svar:

»Det bliver trænerteamet og mig, der kommer til at køre det.«

Hvem skal være ny sportschef i AaB? B.T. har lavet en liste over de syv mest oplagte kandidater:

Bo Henriksen er manager i superligaklubben AC Horsens.
Bo Henriksen er manager i superligaklubben AC Horsens. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Bo Henriksen
Den nuværende manager i superligaklubben AC Horsens sættes på rygtebasis i forbindelse med AaB. I den periode, hvor han har arbejdet i det østjyske, har han solgt spillere for 40 mio. kroner.

Jesper Hansen
Har med udgangen af januar besluttet sig for at stoppe som sportsdirektør i superligaklubben OB. Endnu har han ikke meldt ud, hvad han skal lave herefter. Men eftersom han tidligere har været sportschef i AC Horsens, er baggrunden i orden.

Jacob Krüger
Den tidligere førsteholdsspiller i AaB er i øjeblikket ansat som teknisk chef i 1. divisionsklubben Vejle, hvortil han for et par år siden ankom fra et job som sportschef i Vendsyssel FF. Han bor i Aalborg og vil næppe være umulig at hente 'hjem'.

Ole Nielsen er i øjeblikket sportsdirektør i 1. divisionsklubben Vendsyssel FF.
Ole Nielsen er i øjeblikket sportsdirektør i 1. divisionsklubben Vendsyssel FF. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ole Nielsen
Efter tidligere ansættelser som sportschef i Sønderjyske, Viborg FF og Randers FC er han nu sportsdirektør i 1. divisionsklubben Vendsyssel. Han bor i Aalborg og bejlede allerede til jobbet, da sportsdirektør-legenden Lynge Jakobsen i 2013 gik på pension. I stedet valgte AaB's daværende ledelse at ansætte Allan Gaarde.

Thomas Gaardsøe
Ekslandsholdsspilleren, der bor i Aalborg, er ansat som fodboldagent i firmaet Elite Consulting. Selvom han ikke besidder sportschef-erfaring, vil han utvivlsomt kunne drage stor nytte af det netværk, han har i såvel ind- som udland.

Lars Søndergaard har tidligere været cheftræner i blandt andet AaB. Nu træner han det danske kvindelandshold.
Lars Søndergaard har tidligere været cheftræner i blandt andet AaB. Nu træner han det danske kvindelandshold. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lars Søndergaard
DBU's nuværende kvindelandsholdstræner er bosiddende i Aalborg. Han har tidligere været spiller og træner i superligaklubben AaB og vil næppe være uinteresseret, hvis han bliver tilbudt jobbet.

Jimmy Nielsen
Den tidligere førsteholdsmålmand i AaB og Vejle er netop stoppet som cheftræner i USL-klubben Hartford Athletic. Han besidder dermed et stort kendskab til det amerikanske marked. Selvom han i efterhånden i mange år har været udlandsdansker, er han stadig en populær skikkelse i Aalborg.

Jeppe Curth
Den 35-årige nordsjællænder er listens helt klare outsider. Han lagde støvlerne på hylden i 2017 og har siden drevet firmaerne Artland og Tonsser. I sin aktive karriere spillede han i blandt andet Feyenoord, Excelsior, AaB og FC Midtjylland. Herudover har han ledermæssig erfaring fra jobbet som formand i Spillerforeningen.