Fire eksperter giver et bud på de 10 bestående Superliga-klubbers vigtigste opgaver hen over sommeren og sætter navn på næste sæsons DM-favorit.

Superliga-sæsonen 2013/2014 er slut. Men selvom spillerne nu går på sommerferie, bliver der arbejdet hårdt i klubbernes administration.

Fundamentet til den ny sæson, der indledes om nøjagtigt to måneder, skal lægges.

BT har talt med fire eksperter og stillet dem disse to spørgsmål: Hvad er klubbens vigtigste opgave hen over sommeren, og hvilken placering kan klubben forvente i næste sæson?

AAB

Poul Hansen, tidl. Superliga-træner og nuværende ekspertkommentator på TV3:

- Den primære opgave for AaB bliver at holde sammen på truppen. Men det kan nordjyderne få svært ved. Flere spillere har i løbet af den nu afsluttede sæson gjort positiv reklame for sig selv. Salg til udenlandske klubber er derfor meget sandsynlig. Lige nu skal AaBs ledelse kigge på midterforsvaret. Det ser skrøbeligt ud. Man mangler alternativer til Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander og Kasper Pedersen, hvis de enten smutter eller bliver skadet.

Slutplacering: - De kommer i top-3.



FCK

Jan Kalborg, tidl. Superliga-træner og nuværende ekspertkommentator på DR Sporten:

- FCK skal hente forstærkninger i alle tre kæder. Og det kommer til at ske. Man har jo pengene. Det bestående midterforsvar er okay til at spille i Superligaen. Men vil man begå sig internationalt, skal der hentes et par klassespillere her. Det samme gælder på midtbanen, og i angrebet skal man investere i et supplement til Andreas Cornelius og Igor Vetokele.

Slutplacering: - De bliver nummer et.



FCM

Jesper Thygesen, tidl. Superliga-spiller og nuværende ekspertkommentator på TV3 Sport:

- Hvor god er økonomien i FC Midtjylland? Det vil være perfekt for klubben, hvis den kan holde på spillerne fra den nuværende trup og ikke er tvunget til at sælge. I den nu afsluttede sæson har spillerne draget nyttig erfaring, som kan bruges fremadrettet. Bliver Erik Sviatchenko solgt, skal der findes en afløser for ham i midterforsvaret. Også i angrebet skal der nok købes ind. Morten ’Duncan’ Rasmussen virker slidt og behøver en makker. Måske er det en idé for FCM at vende blikket mod Rubin Okotie i Sønderjyske. Hans lejeaftale udløber jo nu.

Slutplacering: - Jeg tror, de kommer i top-3 igen.


BRØNDBY

Poul Hansen, tidl. Superliga-træner og nuværende ekspertkommentator på TV3:

- I forhold til den nu afsluttede sæson skal Brøndby lægge mere til. For eksempel skal man overveje at finde et alternativ til Thomas Kahlenberg på den centrale midtbane. Han spiller jo næppe en hel sæson uden enten at blive skadet eller karantæneramt. I forsvaret skal der sandsynligvis også suppleres, for hvis man mister Khalid Boulahrouz, bliver man sårbar defensivt.

Slutplacering: - De har potentiale til en placering i top-3.


ESBJERG

Jan Kalborg, tidl. Superliga-træner og nuværende ekspertkommentator på DR Sporten:

- Potentialet i Esbjerg er stort, og i Niels Frederiksen har de en glimrende træner. Hen over sommeren skal de finde erstatninger for Kian Hansen og Peter Ankersen. Det kommer også til at ske. Esbjerg har pengene efter succesen i Europa League. Jeg kan også forestille mig, at de tjekker markedet for et supplement til angriberen Martin Pusic. I den nu afsluttede sæson har lederne i Esbjerg lært, at man skal råde over en bred trup for at kunne levere resultater. I efteråret kunne Esbjerg jo ikke top-præstere i både Superliga og Europa League, fordi spillerne var slidte på grund af et tæt kampprogram.

Slutplacering: - De slutter mellem nummer to og fire.


FC NORDSJÆLLAND

Thomas Gaardsøe, tidl. landsholdsspiller og nuværende ekspertkommentator på 6’eren:

- Hullet efter styrmanden Nicolai Stokholm skal udfyldes. Han bliver svær at undvære, og jeg ser ikke spillere i FCNs nuværende trup, der har klassen til at kunne erstatte ham. I forsvaret har man også udfordringer. Ivan Runje har ikke præsteret, mens Pascal Gregor vel kun er på vej. Her skal mange søge efter rutinerede spillere. I mange danske klubber er man bange for at investere i rutinerede spillere over 30 år. Men det er nok i denne aldersgruppe, at FCN skal rekruttere fra.

Slutplacering: - Man kommer til at kæmpe om placeringerne mellem nummer seks og 10.


RANDERS

Poul Hansen, tidl. Superliga-træner og nuværende ekspertkommentator på TV3:

- Randers råder over en stærk trup, der ikke nødvendigvis behøver at få tilført forstærkninger udefra. Men bliver Ronnie Schwartz solgt videre, og det er ikke usandsynligt, opstår der udfordringer. Man så i den periode, hvor han var skadet, at han er en meget vigtig brik på deres hold. Måske skal klubben forsøge at hente forstærkning til midterforsvaret. Men det er småting, der hen over sommeren skal justeres.

Slutplacering: - De får en placering mellem nummer tre og fem.


OB

Thomas Gaardsøe, tidl. landsholdsspiller og nuværende ekspertkommentator på 6’eren:

- Hen over sommeren skal OB arbejde med det mentale. Man agerer som topklub, men man skal erkende, at man med den nuværende talentfulde trup tilhører Superligaens midter-gruppe. Stopperen Anders Møller Christensens kontrakt udløber nu, men fortsætter han? Det skal de have afklaret. I midtbanens midte har de nuværende spillere ikke været tilstrækkeligt gode til at forsvare defensiven. Her skal OB forsøge at forstærke sig.

Slutplacering: - Endnu en midterplacering er i udsigt. De slutter formentlig mellem nummer seks og otte.


FC VESTSJÆLLAND

Thomas Gaardsøe, tidl. landsholdsspiller og nuværende ekspertkommentator på 6’eren:

- Her og nu er den vigtigste opgave at få styr på, om Ove Pedersen skal fortsætte som træner. I længden tvivler jeg på, hvorvidt FCV’s projekt er bæredygtigt til et langvarigt Superliga-ophold. Der er intet talentarbejde i klubben, og de har en trup bestående af aldrende spillere. Under alle omstændigheder skal de styrkes offensivt. De er Superligaens mindst scorende hold. Måske skulle de tage en snak med Viborgs Thomas Dalgaard. Han vil kunne score de 10-20 mål, som de er i underskud med.

Slutplacering: - De får en placering mellem nummer otte og 12.


SØNDERJYSKE

Jesper Thygesen, tidligere Superliga-spiller og nuværende ekspertkommentator på TV3 Sport:

- De næste måneder vil vise, hvor vigtig en person Ole Nielsen har været for Sønderjyske. Som sportschef har han sæson efter sæson været god til at hive en ’kanin’ op af hatten, så hvem skal erstatte ham? Det skal afklares. Her og nu gælder det også for Sønderjyskes ledelse om at få forlænget aftalerne med Daniel Jensen og Daniel Christensen. De har stadig masser at kunne bidrage med. Til gengæld ser det ud til, at Rubin Okotie smutter. Ham skal der findes en erstatning for.

Slutplacering: - De plejer jo at slutte som nummer 10. Så mon ikke det sker igen.