Et selvmål er altid uheldigt.

Af og til kan det også være decideret flot, og så er der de gange, hvor et selvmål er helt absurd.

Det skulle vise sig at være tilfældet, da OB mødte Helsingborgs IF i OBs sidste træningskamp forud for forårspremieren på Superligaen i februar.

Det var HIFs Anders Randrup, der formåede at sende bolden i eget net i anden halvleg på helt absurd vis.

OB var i angreb bagud 1-2, og da bolden blev spillet frem mod forreste mand efter lige knap 52 minutters spilletid, kom Randrup i vejen.

Men i stedet for at sende bolden langt væk fra eget mål, fik han prikket til den med så meget kraft, at han fra distancen sendte en høj bold mod netmaskerne.

Og den bold kunne HIFs keeper Kalle Joelsson altså ikke nå. Bolden havnede derfor i nettet, og OB fik udlignet til 2-2, hvilket også var kampens slutresultat.

En skuffet Randrup måtte da også lige sætte sig i græsset oven på sin uheldige, men egentlig ret flotte, scoring. En af de mere sjældne!