På mål af Mustapha Bundu og et sent af slagsen af Martin Pusic slog AGF søndag aften Silkeborg med 2-1 i Superligaen.

Med sejren distancerer AGF søndagens modstander fra Silkeborg med hele syv point og er dermed et godt skridt tættere på at undgå nedrykning.

AGF var bedst i første halvleg og skabte de største chancer med et godt tryk på Silkeborg. Silkeborg kom flot ud til anden halvleg, men efter utallige chancer fik AGF i sidste ende sejren.

Kampens første reelle chance tilfaldt AGF og Jens Stage. AGF's venstreback Casper Højer fandt med et skarpt indlæg Jens Stage, men Peter Friis Jensen reddede flot i Silkeborg-målet.

Første halvleg var præget af mange fejlafleveringer, som dog for en gangs skyld ikke kunne tilskrives banens tilstand.

Trods de mange fejlafleveringer skulle AGF alligevel bringe sig i front inden pausen. Efter en flot kombination med Mustafa Amini sparkede en anden Mustapha, nemlig Bundu, AGF foran via overliggeren.

Hvad Peter Sørensen sagde til sine spillere i pausen skal være usagt, men Silkeborg-holdet kom helt anderledes ud til anden halvleg.

Med flot spil og tro på tingene formåede Silkeborg at presse AGF i bund, og efter en lille times spil gav det pote for udeholdet.

AGF-keeper Aleksandar Jovanovic kunne ikke holde et indlæg fra venstresiden, og så kunne Mikkel Vendelbo let pande 1-1-udligningen ind.

Den resterende del af kampen jagtede AGF sejren, men både Tobias Sana og indskiftede Bror Blume manglede kvalitet i afslutningerne.

Alligevel kunne Martin Pusic afgøre kampen til AGF's fordel kort før tid til stor forløsning for hjemmeholdet.

I næste spillerunde venter Helsingør på hjemmebane for AGF, mens Silkeborg krydser klinger med Hobro på udebane.

/ritzau/

AGF (4-4-2)
Snit: 4,1

  • Dino Mikanovic 02
  • Pierre Kanstrup 4
  • Niklas Backman 4
  • Casper Højer Nielsen 4
  • Mustapha Bundu (ud: 69.) 7
  • Mustafa Amini 7
  • Daniel A. Pedersen   4
  • Jens Stage (ud: 86.) 4
  • Kasper Junker (ind: 67.) 02
  • Tobias Sana 4
  • Martin Pusic (ind: 67.) 7
  • Bror Blume (ind: 69.) 4
  • Jakob Ankersen (ind: 86.) UB


Silkeborg (4-2-3-1)
Snit: 3,8

  • Peter Friis Jensen 7
  • Jens Martin Gammelby 4
  • Tobias Salquist 4
  • Simon Jakobsen 4
  • Gregor Sikosek 02
  • Mikkel Vendelbo 4
  • Sammy Skytte    4
  • Vladimir Rodic    4
  • Davit Skhirtladze (ud: 80.) 4
  • Marc Rochester Sørensen (ud: 59.)   02
  • Gustaf Nilsson (ud: 69.) 02
  • Jeppe Okkels (ind: 59.)  4
  • Dennis Flinta (ind: 69.) 4
  • Magnus Mattsson (ind: 80.) UB

Se kampens forløb i LIVE-bloggen: