Fejlkøb og svigtende sportslige resultater koster Carsten V. Jensen sportsdirektørjobbet i FC København.

Søndag aften stod han i Farum Park og udlagde teksten efter et 1-0 nederlag til FC Nordsjælland og tegnede et billede for fremtidens FC København.

- Vi tilfører flere resurser og bygger på til den næste sæson. Der er stadig 12 point at spille om, men denne sæson har været skuffende, sagde Carsten V. Jensen som sportsdirektør for FC København.

I går eftermiddag blev han fyret. Netop med afsæt i de mangelfulde resultater og fyresedlen blev afsendt fra FC Københavns bestyrelseslokaler og kilder forklarer, at det ikke er en beslutning truffet over en nat eller spontant på grund af søndagens bet i Farum.

- FC København står foran en sportslig genoprejsning, så vi kan leve op til de ambitioner, vi har i de kommende år. Vi skal i gang med at sætte et nyt hold sammen både på og uden for banen. Og det føler vi ikke længere, at Carsten V. Jensen er den rigtige til at stå i spidsen for, siger administrerende direktør Anders Hørsholt i en pressemeddelelse.

Cheftræner Ståle Solbakken tildeles en midlertidig rolle som manager.

- Vi er meget glade for, at Ståle har sagt ja til at tage større ansvar på sig i denne situation. En endelig beslutning omkring en permanent løsning er ikke truffet endnu. I løbet af den kommende periode vil vi i ledelsen evaluere på, hvordan den fremtidige organisation skal se ud. Vi har vurderet, at vi aktuelt har tilstrækkelig fodboldfaglig og ledelsesmæssig kapacitet i huset, fortsætter Anders Hørsholt.

Ståle Solbakken selv var meget fåmælt omkring fyringen.

- Jeg har ikke noget at sige. Desværre. Der er ikke mere at sige end det, der står i den pressemeddelelse, vi udsendte i dag, lyder det i en høflig tone fra Ståle Solbakken

BT erfarer, at det er overvejelser, der længe har haft deres liv på bestyrelsesgangene, men at man efter fyringen tidligt på sæsonen af Ariël Jacobs på trænerposten valgte at vente til det rette tidspunkt.

Et tidspunkt, hvor der var en klar fornemmelse for tid til nytænkning, og at den sportslige sektor ville være i sikre hænder til trods for afskedigelsen af Carsten V. Jensen, der har optrådt i FCK-regi siden 1993. Det tidspunkt var nu, hvor mulighederne for Champions League er forduftet.

Kilder fortæller, at kikkerten blev rettet mod sportsdirektørens stol i forbindelse med fyringen af belgieren som træner. FC København begyndte sæsonen miserabelt med en placering under stregen efter fem runder, men efter Jacobs røg ud, fastholdt man ambitionerne om mesterskab og deltagelse i mes-terholdenes turnering.

Den udmelding var målrettet Carsten V. Jensens kontor, og selv om det opsigtsvækkende lykkedes ham at forstærke truppen med Andreas Cornelius, der blev købt tilbage fra Cardiff, forsvandt bestyrelsens tålmodighed med sportsdirektøren i takt med chancerne for guld og sølv gik op i røg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Carsten V. Jensen.