Han kunne være endt i Tyrkiet, Rusland eller sågar Premier League, men Andreas Bjelland valgte projektet. Han valgte FC København.

Den 30-årige forsvarskæmpe kommer dog ikke til at lide økonomisk i Danmark. For selv om der ifølge B.T.s oplysninger blandt andet lå et helt konkret tilbud fra Derby med en årsløn omkring de 15 millioner kroner samt endnu større økonomiske tilbud fra Tyrkiet og Rusland, så bliver Bjelland også med afstand den bedst betalte spiller i Superligaen i sin fireårige kontraktperiode.

»Du ved aldrig rigtig som fodboldspiller, hvor på listen du står rundt omkring i de forskellige klubber. Her har du en træner (Ståle Solbakken, red.), som rigtig gerne ville mig. Som ser rigtig meget potentiale i den person, jeg er på og udenfor banen - og det spillemæssige, jeg kan bidrage med. Det betyder også meget for mig som person. Det ville ikke passe mig særligt godt med en nødløsning til sidst i vinduet, selv om det måske havde været sjovere på en anden måde. Jeg skulle ikke en tur til Rusland eller Tyrkiet med familien. FCK var en rigtig fin mulighed,« siger Andreas Bjelland.

Simon Kjær, Andreas Bjelland og Andreas Christensen i VM-kvalifikationskampen mellem Irland og Danmark på Aviva Stadion i Dublin.
Simon Kjær, Andreas Bjelland og Andreas Christensen i VM-kvalifikationskampen mellem Irland og Danmark på Aviva Stadion i Dublin. Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix Ritzau
Vis mere

Nødløsningen sidst i vinduet kunne have været en Premier League-klub. Men så havde det været i form af en tjans som førstereserve, og der ønskede Andreas Bjelland, som tiden gik, i langt højere grad den store rolle i et spændende projekt. Og så altså med en økonomisk pakke, der over en fireårig periode og med sign on-fee, løn og bonusser næsten kan måle sig med tilbuddene fra England.

Hvorfor blev det FCK?

»Sommeren gik ikke lige, som jeg forventede. Jeg ville rigtig gerne have spillet VM. Så klubovervejelserne kom lidt tidligere, end jeg havde forventet. Det har jeg brugt en del af juni måned på. At finde ud af, hvad der skulle ske - og finde den optimale pakke et eller andet sted. Både rent sportsligt, økonomisk og familiært. Der er mange ting i det. FCK har strukket sig langt, og Ståle har villet mig rigtig, rigtig meget. Det var en rigtig fin mulighed for at komme hjem til et FCK-hold og være med til forhåbentligt at bygge noget nyt op.«

Vi skrev allerede om interessen i maj, men hvornår startede dialogen?

»Jeg snakkede allerede lidt med dem inden VM, hvor vi havde lidt dialog om, hvad de så i mig, og hvor de så mig på et FCK-hold. Der har været en åben dialog i noget tid.«

Jeg har læst et sted, at du faktisk var FCK-fan som knægt. Er det rigtigt?

»Ja, da jeg var helt ung. Nu skal man passe på med, hvad man siger, når jeg også har spillet i FC Nordsjælland og Lyngby. Men det var jeg. Min far var sponsor derinde, så det var der, man kom. Og familien har også været FCK-fans. Så jeg er også kommet i Parken, da jeg var yngre. I gamle dage var jeg FCK-dreng.«

Andreas Bjelland i sin nye FCK-trøje med nummer 5 på ryggen.
Andreas Bjelland i sin nye FCK-trøje med nummer 5 på ryggen. Foto: fck.dk
Vis mere

Hvad betød FCK for dig dengang?

»Jeg har aldrig været stor fan af nogen. Jeg har aldrig haft store plakater hængende på mit værelse. Jeg har nogle spillere, som jeg synes er dygtige, og som jeg ser op til. Men klubber har aldrig rigtig været en fan-ting for mig.«

Hvor meget har du fået at vide om din rolle?

»Jeg er blevet hentet ind til at være med til at lede holdet. FCK har gennem de sidste mange år været kendt for at have en skandinavisk leder, hvis man kan sige det sådan. Det håber jeg da. Nu skal jeg lige ind og bevise, at jeg også kan være med rent fodboldmæssigt på træningsbanen og gennem kampene.«

Andreas Bjelland under landsholdets træning i Helsingør torsdag den 31 maj 2018.
Andreas Bjelland under landsholdets træning i Helsingør torsdag den 31 maj 2018. Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix Ritzau
Vis mere

Andreas Bjelland, Viktor Fischer og Nicolai Boilesen er rigtig fine navne. Og der er positivitet omkring projektet. Kan du mærke det?

»Ja, helt vildt. Det er også derfor, det har huet mig at komme hjem til det her projekt. FCK havde måske en af deres dårligste sæsoner sidste år, og det lægger en masse forventninger på ens skuldre, og dem tager jeg gladeligt. Det er også en udvikling for mig som person. Den udfordring glæder jeg mig til, og så bliver det fedt at genvinde det danske mesterskab. Jeg kender N’Doye fra dengang, jeg spillede mod ham for seks år siden, hvor han også forsvandt fra den danske liga. Der er nogle prominente navne og nogle store figurer, og det viser også bare, at vi skal ud og starte godt. Vi skal også i Europa allerede nu. Der er nogle forventninger til os, og dem glæder jeg mig til at være med til.«