Kenneth Zohores skifte til Brøndby ryger tilsyneladende i vasken, fordi Brøndby havde misforstået normal kutyme for internationale lejeaftaler.

Det lignede en særdeles fordelagtig aftale for både Kenneth Zohore og Brøndby. Men den forventede lejeaftale, der skulle have sikret Fiorentina-angriberen fast spilletid og Superliga-mål til Brøndby IF, endte i en langstrakt misforståelse. Aftalen dingler nu i en tyndslidt og blå-gul tråd.

BTs italienske kilder i og omkring den italienske Serie A-klub forklarer, at Brøndbys sportschef, Per Rud, havde misforstået den gængse kutyme for lejeaftaler i international fodbold, og så gik en aftale fra at ligne en formsag til at sende Kenneth Zohore tilbage i uvisheden i Fiorentinas ungdomsafdeling.

Aftalen omkring den 19-årige angribers skifte til Brøndby på en ét-årig lejeaftale med en købsoption på 21-22 millioner kroner var egentlig på plads og klar til offentliggørelse. Det var også aftalen om det ’leje-fee’ på omkring 100.000 euro (ca. 750.000 kroner), som Brøndby skulle betale for at hente U19-landsholdets målsluger til Vestegnen. Men BT erfarer, at Brøndbys sportschef, Per Rud, efter længere tids forhandlinger ikke var klar over, at han også skulle betale Kenneth Zohores løn, mens han spillede i Brøndby.

Det er normal kutyme i lejeaftaler på det internationale marked, at lønnen – i tillæg til et ’leje-fee’ – betales helt eller delvist af den klub, der lejer. I interne danske lejeaftaler ser man til gengæld oftere, at den lejende klub kun betaler et ’leje-fee’ for spilleren, som kompenserer ejer-klubben i større eller mindre grad for de faste lønudgifter, den har til spilleren.

Brøndbys sportschef, Per Rud, ønsker ikke at kommentere BT's oplysninger omkring forhandlingsforløbet.

- Jeg har slet ingen kommentarer omkring nogen spillere. Jeg ved godt, det har været sædvane, at man kunne læse om Brøndby og spillerhandler i aviserne, men det kommer i hvert fald ikke fra mig, siger Per Rud.

Men her drejer det sig om kritik af din rolle i forhandlingerne. Vi vil gerne fremlægge den kritik for dig, så du på fair vis har mulighed for at forklare og forsvare dig?

- Jeg vil slet ikke forhindre, at du skriver en artikel om det. Den ændrer ikke på, at vi ikke udtaler os om spillere, der er på vej ind eller ud af Brøndby. Det er ofte agenter, der snakker. Vores rolle i det her, den kommer jeg ikke ind på, fastslår Per Rud og beder BT om at understrege, at han heller ikke tidligere har udtalt sig i artikler omkring Brøndbys forhandlinger omkring en lejeaftale med Kenneth Zohore.

Ifølge BTs oplysninger forsøger Brøndby at holde lidt liv i handelen ved at tilbyde et lidt større ’leje-fee’ for Kenneth Zohore. Fiorentina er dog allerede i gang med at finde en anden aftager til Kenneth Zohore.

I Fiorentina bekræfter team manager Roberto Ripa oplysningen om, at handlen med Brøndby er tæt på at gå i vasken. Kenneth Zohore bliver nu i den italienske klub, medmindre der indgåes en anden aftale, der kan sætte førsteholdsfodbold på programmet.

- Kenneth Zohore bliver ind til videre her og træner med på vores træningslejr. Derefter vil han træne videre med primavera-holdet. Træneren (Vincenzo Montella, red.) har haft 35 spillere med på træningslejr og ønsker kun at fortsætte med 26 af dem, forklarer Roberto Ripa.

Dermed skal Kenneth Zohore og hans agent Darryl Powell igen i gang med fodarbejdet for at finde den vigtige spilletid til den store angriber.

Sidste søndag fortalte Per Rud på TV, at der vil komme en ny spiller til Brøndby snart. Da det nu tilsyneladende ikke bliver Kenneth Zohore, kan Per Ruds løfte måske indfries af et andet ungt talent i form af Christian Nørgaard fra Hamburger SV. Også han håber på at kickstarte karrieren gennem en lejeaftale og en genforening med Brøndby-træner Thomas Frank, der tidligere var træner for Nørgaard og Zohore på U19-landsholdet.

BT forsøgte lørdag eftermiddag uden held at få en kommentar fra Darryl Powell.