Torsdag kunne FC Nordsjælland meddele, at de havde solgt midtbanespilleren Anders Christiansen til Chievo.

Og det var ifølge BTs oplysninger et langstrakt forhandlingsforløb over en måned, der førte til salget. FCN havde oprindeligt stået fast på en transfersum tæt på de 13 mio. kr., men italienerne ville ikke betale den pris her og nu. I stedet landede man på en transfersum på 9 mio. kr., der senere, hvis blandt andet Chievo overlever i Serie A, kan ende på 12 mio. kr.

Men FCN scorer ikke hele beløbet selv. Da Superliga-klubben i 2012 hentede ’AC’ i Lyngby, aftalte man en videresalgsklausul. Ifølge BTs oplysninger er den klausul på 10 procent, og det sender altså i første omgang 900.000 kroner videre til de nordsjællandske rivaler fra den næstbedste række.

Lyngby kan så også tjene yderligere 300.000 kroner, hvis de forskellige bonusser indfries.

Anders Christiansen, der fik landsholdsdebut i november, har underskrevet en aftale frem til sommeren 2018 med den norditalienske klub, der ligger i bundregionen af Serie A.

SE OGSÅ:

FCN ville helst ikke slippe 24-årige Anders Christiansen i dette transfervindue, men derimod vente til sommer. Men klubben havde også lovet ’AC’, at den ville være fair, hvis en europæisk klub meldte sig på banen med et bud.

Det erkender FCNs klubejer, Allan K. Pedersen.

»Det er vigtigt, at vi er loyale mod det, som siges og loves, når vi henter nye talenter eller forlænger med vores egne unge talenter. Der er mange unge talenter, som vælger netop FCN frem for andre klubber, da de ved, at de med ret stor sikkerhed kommer videre, hvis de har sulten, ydmygheden og arbejder hårdt. Det er allerede mange gange blevet bevist, at FCN er den rette skole at gå i,« siger Allan K. Pedersen.

FCN sendte også torsdag forsvarsspilleren Ivan Runje på en et-årig lejeaftale med cypriotiske Omonia Nicosia, på trods af at Runje var stamspiller i efteråret. Men igen var det et ønske fra den kroatiske forsvarsspiller, der fik FCN til at slippe ham.

Interessen for en anden landsholdsspiller, Uffe Bech, er der også stadig fra udlandet, men salget af ’AC’ og udlejningen af Runje gør det svært at slippe flere i dette vindue.