Brøndby og FC Midtjylland mødes 19. april og 14. maj i det kommende mesterskabsspil i Superligaen.

De to tophold i Superligaen, Brøndby og FC Midtjylland, skal mødes to gange i det kommende mesterskabsspil. Blandt andet i tredjesidste runde ud af ti runder.

Øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra deres seneste opgør.

Alle klubber, der endte i top-6 i grundspillet, skal mødes hjemme og ude.

Guldkampen ligner en duel mellem Brøndby og FC Midtjylland, der begge har 60 point og et forspring på ti point til FC Nordsjælland på tredjepladsen.

  • Torsdag den 19. april: FC Midtjylland - Brøndby IF klokken 20.00
  • ​Mandag den 14. maj: Brøndby IF - FC Midtjylland klokken 19.00.

De to klubber mødes første gang i Herning 19. april og igen på Brøndby Stadion 14. maj i tredjesidste spillerunde.

DU KAN SE DET FULDE PROGRAM HERUNDER:

Brøndby, der ligger nummer et i kraft af den bedste målscore, lægger ud hjemme mod AC Horsens og ude mod AaB. Det er også modstanderne i de sidste to runder.

Det betyder, at Brøndbys seks opgør mod FC Midtjylland, FC Nordsjælland og FC København ligger som seks kampe på stribe inden for en måned.

Det københavnske derby mellem Brøndby og FCK afvikles først i Brøndby 15. april, mens rivalerne mødes i Parken 6. maj.

FCK går til slutspillet som nummer fire med seks point op til FC Nordsjælland og tredjepladsen, der kan give adgang til Europa League-kvalifikationen.

De to klubber kommer formentlig til at slås om bronzemedaljerne, og de kan endda se frem til at mødes på sidste spilledag i Farum 21. maj.

De åbner også slutspillet mod hinanden i Parken 2. april.

Desuden skal FCK møde FC Midtjylland 9. april og 18. maj på henholdsvis ude- og hjemmebane.

/Ritzau