I klippet herover kan du se Backman og Pusic sende sejren til AGF tirsdag aften.

AGF slog Sønderjyske med 2-0 i Haderslev. Aarhus-holdet er nu kun en sejr fra europæisk fodbold til efteråret.

AGF sendte tirsdag aften Sønderjyske på sommerferie med en 2-0 sejr i Haderslev.

Sejren til AGF betyder, at Aarhus-holdet nu er klar til at møde FC København på fredag i Parken. Vinderen af det opgør skal repræsentere dansk fodbold i Europa League-kvalifikationen.

AGF var på forhånd tvunget frem på banen, efter holdet måtte nøjes med 2-2 i det første opgør i Aarhus.

Begge mandskaber havde flere gode chancer i tirsdagens returopgør. Modsat det første møde var det denne gang AGF-spillerne, som var klart mest effektive foran mål.

Det var dog Sønderjyske, som fik kampens første store chance, da hjemmeholdets Stefan Gartenmann efter et kvarters spil headede bolden på overliggeren.

Efterfølgende var gæsternes Jens Stage flere gange uhyre tæt på at bringe AGF i front, men han måtte se sine forsøg blive stoppet i sidste øjeblik.

I første halvlegs overtid lykkedes det Niklas Backman at bringe AGF på 1-0. Forsvarsspilleren headede bolden i mål efter et indlæg.

Målet betød, at det nu var sønderjyderne, som skulle jagte en scoring. Alligevel var det AGF, som kom klart bedst ud til anden halvleg.

Efter 47 minutters spil kom holdet på 2-0 efter en scoring af angriber Martin Pusic.

Sønderjyske forsøgte herefter at sætte udeholdet under pres, men Haderslev-holdet havde svært ved at tilspille sig åbne målchancer.

Udeholdet fik smidt målscorer Martin Pusic ud med ti minutter tilbage af opgøret, men det ændrede ikke på kampens resultat, selv om sønderjyderne kom frem til flere store chancer i slutminutterne.

Efter en samlet 4-2-sejr mødes AGF og FC København fredag i Parken i en afgørende Europa League playoff-kamp.

/ritzau/

Du kan se, hvordan kampen forløb i LIVE-bloggen herunder: