Jess Thorup er ny FCK-træner og erstatter dermed Ståle Solbakken, der blev fyret for få uger siden.

Thorup blev præsenteret mandag, og i den forbindelse blev Parkens bestyrelsesformand Bo Rygaard interviewet om ansættelsen af TV3 Sport.

Og her kom en udtalelse fra formanden til at vække opsigt hos tv-kanalens eksperter, da Rygaard forholder sig til, hvorfor man har lagt vægt på at betone Thorups menneskelige kvaliteter i pressemeddelelsen.

»Når man er leder af en organisation, så er de menneskelige egenskaber usandsynlige væsentlige. Og det skal også ses op imod, at vi har oplevet, at vi måske har haft udfordringer med at få spillerne til at fungere som et kollektiv. Vi har også haft en del folk fra udlandet, der skal integreres,« lyder det blandt andet fra Bo Rygaard i interviewet.

Ekspert Bo Henriksen forstår slet ikke dén udtalelse.

»Han ødelægger jo Ståle Solbakken i min verden i forhold til den ledelsesstil, han havde. Han snakker om, at de vil have en, der kan integrere. At de vil have en, der kan få et ordentligt kollektiv op at stå. Det siger han jo, at det kunne Ståle ikke,« siger Bo Henriksen.

»Jeg synes, det er voldsomt. De kunne have sagt det på så mange andre måder. Alle ved, at Jess Thorup er fantastisk i et omklædningsrum og er stille og rolig. Der er ingen grund til at ødelægge Ståle, fordi det har han ikke fortjent,« siger han videre.

Også Kenneth Emil Petersen er enig i studiet.

»Jeg synes, det er en helt horribel afsked, de bliver ved med at give Ståle,« siger han.

Hvad synes du? Se hele videoen øverst i artiklen.