Søndagens derby mellem FC København og Brøndby blev atter skæmmet af voldsom adfærd fra en lille gruppe fans.

Foran Parken blev politiets dialogbetjente stormløbet af Brøndby-bøller, og på stadion blev der udøvet hærværk for et beløb, der kommer til at overstige 100.000 kroner.

Gennem hele København trak en lille gruppe fans et spor af vold og ødelæggelse efter sig – eksempelvis blev også Københavns Hovedbanegård evakueret, da hooligans antændte kanonslag.

Det er derfor en rystet forbundsformand for Politiforbundet, der gør status efter endnu en højrisiko-fodboldkamp med ballade.

Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Nu er det tredje eller fjerde gang i træk, at vi ved en højrisikokamp ser ballade, hvor enten politifolk eller stewarder kommer til skade,« siger forbundsformand Heino Kegel og fortsætter:

»Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Tidligere har jeg sagt, at politiet skal bringe det her til ophør. At vi har den rette uddannelse og det rette udstyr.«

»Men vi kan ikke – selv om vi forbereder os og får efterretninger – dæmme op for det her fåtal af personer, der kun ønsker ballade og konfrontationen med de øvrige fans og politiet.«

Her og nu ønsker Københavns Politi at få en vurdering af, om det igen kan komme på tale at forbyde udebanefans ved derbyet mellem FC København og Brøndby. Men der skal mere til.

Brøndbys fans. Superligakampen mellem FC København og Brøndby IF i Parken, København, søndag den 7. august 2022.
Brøndbys fans. Superligakampen mellem FC København og Brøndby IF i Parken, København, søndag den 7. august 2022. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Det er et kæmpe problem, som vi er nødt til at løse politisk. Jeg har ikke de vises sten. Men man må sætte sig ned sammen med klubberne og finde ud af, hvordan man kommer det her til livs,« siger Heino Kegel og sætter ord på sin helt store bekymring:

»Problemerne har været der de seneste ti år, men i det seneste år er det jo kun eskaleret. Det kan ikke blive ved. På et tidspunkt koster det en betjent livet. Eller en fan eller en steward. Skal der virkelig lig på bordet, før folk vågner op?«

Et af politiets greb for at modvirke ballade har været de såkaldte dialogbetjente, som søger samtale med fodboldfans. At det netop var den afdeling af politiet, som i går blev angrebet, ryster Heino Kegel.

»Dialogbetjente er jo sat i verden for at undgå konfrontationer. At man så laver det her imod dem, det viser bare, hvor dybt det her problem stikker. Dialogen er ved at ophøre.«

Otte blev anholdt søndag, men flere kan blive sigtet efterfølgende, oplyser Københavns Politi.