Dur ikke - for dansk!

Brøndby IF-træner Alexander Zorniger, som søndag aften blev den første træner nogensinde, der stillede til kamp i Superligaen med 11 udlændinge, siger, at han ikke er imponeret af de danske fodboldtalenter.

Den tyske træners kritik er dog helt ude i den skov, som har fostret både Robert Skov og Andreas Skov Olsen - to af de varmeste navne i Superligaen, som er både unge og danske. Det mener FC Nordsjælland-sportschef Carsten V. Jensen.

»Brøndby IF kan jo kigge til FC København og se, hvordan det kan lade sig gøre at få unge danske spillere igennem samtidigt med, at man køber internationale profiler og spiller med om mesterskabet,« siger Carsten V. Jensen til B.T Sport.

Ni udenlandske Brøndby-spillere jubler over Simon Tibblings mål mod Hobro.
Ni udenlandske Brøndby-spillere jubler over Simon Tibblings mål mod Hobro. Foto: Lars Møller
Vis mere

»Brøndby har jo historisk set haft et af de største talentudviklingsmiljøer i Skandinavien. At det ikke kan lade sig gøre er lidt underligt,« fortsætter FCN-bossen.

Det var efter Brøndby IF’s historiske 1-0-sejr over Hobro søndag aften, som kom i stand uden en dansker i startopstillingen, at Zorniger til TV3 Sport forklarede fraværet af danske spillere på holdet således:

»Da jeg først kom til klubben, gav vi otte-ni af dem en chance for at være med i opstarten til sæsonen, og de syntes bare, at det var normalt. Mange unge danskere har ikke mentaliteten til at tage det næste skridt.«

Derudover bragte Zorniger også tre tidligere FCN-spillere i spil som eksempler på danske profiler, som ofte mangler den sidste mentale ballast for at tage karrieren til en nyt og højere niveau i udlandet.

Sportschef i FC Nordsjælland, Carsten V. Jensen.
Sportschef i FC Nordsjælland, Carsten V. Jensen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Det er dog ikke kun i Brøndby, problemet er til stede. Maxsøs tid i Tyrkiet, Marcondes, Ingvartsen... Alle de potentielle topspillere har ikke taget det næste skridt. Ikke fordi de mangler kvalitet, men det er en helt anden verden derude. Det er det, vi skal lære dem - også vores egne spillere,« sagde Zorniger.

Carsten V. Jensen, som i FCN står for den måske mest talent-insisterende strategi i Superligaen, har kun hovedrysten til overs for den kommentar fra den tyske træner.

»Det er mærkeligt, at han peger på tre spillere herfra. Han burde måske pege på tre af sine egne spillere. Jeg er grundlæggende uenig i det, han siger. Det, der viser, at Danmark har masser af talenter, og at spillerne er i stand til at klare sig i udlandet, er vores landshold,« siger Carsten V. Jensen, og fortsætter:

»Argumentet er ikke godt nok. Men det kræver selvfølgelig, at man arbejder med de unge spillere, og viser dem en vej til førsteholdet. Men måske er vejen så lang i Brøndby, at det ikke kan lade sig gøre. Det er jeg ikke tæt nok på deres arbejde til at kunne vurdere. For vores eget vedkommende vil jeg sige, at vi er i stand til at føre et relativt solidt liv i Superligaen med relativt mange danske spillere. Men det er da set, at spillere tager til udlandet for tidligt og knækker nakken. Men det er ikke et spørgsmål om mentalitet.«

Brøndby-cheftræner Alexander Zorniger.
Brøndby-cheftræner Alexander Zorniger. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere