Navnet er Robert Skov, mine damer og herrer.

I løbet af efterårets halvsæson var FCK's Robert Skov uden tvivl et af de varmeste navne i Superligaen. Og temperaturen er ikke blevet lavere efter forårspremieren søndag aften.

Her scorede Robert Skov endnu et hattrick, hvilket var det tredje på fire kampe. Og da hans holdkammerater fulgte trop, kunne hovedstadsklubben forlade banen med en knusende 6-1-sejr mod OB. Med hvad er det, der gør Robert Skov så god? Og hvordan er Robert Skov uden for grønsværen? B.T. har allieret sig med en række personer, der tager os med rundt om den unge, beskedne jyde.

Én af dem er Vejle-spilleren Mathias Hebo, der har kendt Robert Skov, siden de var boldglade drenge.

Mathias Hebo Rasmussen (th.), da han spillede i FC Nordsjælland.
Mathias Hebo Rasmussen (th.), da han spillede i FC Nordsjælland. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Han er totalt nede på jorden. Meget sympatisk, sjov, hjælpsom og grinende. Generelt bare en rigtig god fyr,« fortæller Mathias Hebo, der tilmed delte værelse med Robert Skov under OL i Rio de Janeiro i 2016 og derfor tilbragte meget tid sammen med Robert Skov.

»Der var et tidspunkt, hvor vi skulle ud og købe noget slik. Jeg har selv en sød tand, og det kan du så gange med 10 ved Robert. Vi havde fået nok af ris og pasta på hotellet, men da sikkerheden i Rio var enorm, måtte vi ikke bare tage i supermarkedet. Vi blev derfor kørt til supermarkedet med politieskorte.«

»Det var sgu lidt skørt, da vi nærmest stod omringet af seks politimænd med pistoler. Det var spøjst for os begge, og Robert kommer jo fra et søområde i Silkeborg, så det var lidt noget andet end en tur i SuperBrugsen i Jylland. Han tog det dog meget afslappet.«

Robert Skovs afslappede og rolige attitude i supermarkedet er ikke overraskende, mener Mathias Hebo. Det samme viser sig i måden, hvorpå Robert Skov førhen kom til og fra fodboldtræningerne. Det foregik på cykel eller en tur i bussen.

Robert Skov (29), FC København, jubler efter målet til 3-0, under Superliga-kampen mellem FC København og OB i Telia Parken søndag den 10. februar 2019.. Der var ikke skyggen af julefedt eller vinterrust at spore hos FCK-holdet og Robert Skov, som åbnede foråret med et klart signal til FCM i guldkampen. Det skriver Ritzau, mandag den 11. februar 2019.. (Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix)
Robert Skov (29), FC København, jubler efter målet til 3-0, under Superliga-kampen mellem FC København og OB i Telia Parken søndag den 10. februar 2019.. Der var ikke skyggen af julefedt eller vinterrust at spore hos FCK-holdet og Robert Skov, som åbnede foråret med et klart signal til FCM i guldkampen. Det skriver Ritzau, mandag den 11. februar 2019.. (Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix) Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

»Jeg så ham faktisk i en BMW for ganske nylig. Så nu skal han ikke være så hellig mere, ham den gamle Robert. Han var nu ellers god på cyklen, men jyden kunne alligevel ikke holde sig fra at være lidt københavner,« joker Mathias Hebo og tilføjer:

»Men jo, han tog bus i starten og gik altid med Fjällræven-tasker, hvilket han stadig gør. Derfor laver vi også lidt sjov med, om han skulle være skolelærer efter træningerne, fordi han lidt lignede en skolelærer. Men alt det er jo bare herligt, for han er sig selv. Nede på jorden og ligeglad med det ene eller andet,« siger Mathias Hebo.

»Den klart bedste i en lang periode«

Robert Skov skiftede til FC København i 2018 efter seks sæsoner i Silkeborg IF.

I tre af årene blev Robert Skov trænet af Peter Sørensen, der i dag nyder at se sin tidligere spiller sprudle.

Robert Skov og Peter Sørensen.
Robert Skov og Peter Sørensen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»FC København er i høj grad velfungerende på grund af ham. Han er den, som FCK kan sætte sin lid til.«

»Han har været den klart bedste spiller i en lang periode, og det er klart, at Robert har noget i sit spil, der er meget svært at dæmme op for. Han har et godt samarbejde med sine medspillere, og så har han sin absolutte spidskompetence: et meget suverænt frispark. Det er meget iøjnefaldende og ofte meget udslagsgivende. Det er man nødt til som hold at sætte ind over for og bruge ressourcer på.«

Udviklingsmæssigt holder Peter Sørensen sig ej heller tilbage.

»I FCK synes jeg, han har fået et bedre blik for spillet. Et bedre blik for, hvem han skal iscenesætte. Han opfatter også meget bedre, hvornår han skal skyde, og hvornår han skal aflevere. Det hænger også sammen med, at han er en fodboldklog ung mand. Jeg tror ikke, der findes en bedre spiller på hans position i Superligaen lige nu.«

Pieros Sotiriou (28), FC København og Robert Skov (29), FC København, under Superliga-kampen mellem FC København og OB i Telia Parken søndag den 10. februar 2019.Der var ikke skyggen af julefedt eller vinterrust at spore hos FCK-holdet og Robert Skov, som åbnede foråret med et klart signal til FCM i guldkampen. Det skriver Ritzau, mandag den 11. februar 2019.. (Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix)
Pieros Sotiriou (28), FC København og Robert Skov (29), FC København, under Superliga-kampen mellem FC København og OB i Telia Parken søndag den 10. februar 2019.Der var ikke skyggen af julefedt eller vinterrust at spore hos FCK-holdet og Robert Skov, som åbnede foråret med et klart signal til FCM i guldkampen. Det skriver Ritzau, mandag den 11. februar 2019.. (Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix) Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Et stort stykke arbejde

Unge fodboldtalenter, der pludselig brager løs. Det er noget, der virker klingende i ørerne.

Men det er dog ikke noget, man kommer sovende til. Det gør sig også gældende for Robert Skov, mener Silkeborgs anfører, Dennis Flinta, der spillede sammen med Robert Skov i tre år.

»Han har altid trænet meget. Hvad enten han øvede frispark eller trænede i styrkelokalet. Derfor ved jeg også, at der har ligget et stort stykke arbejde for Robert i at komme til dér, hvor han er nu. Selvfølgelig har han altid været talentfuld, men han har også brugt rigtig mange timer på at være opsøgende selv.«

»Han har også altid trænet ekstra før og efter fodboldtræning. Han har også været meget bevidst om sin krop og passet på den ved at gøre de rigtige ting, såsom at spise og træne i det omfang, der føles rigtigt for ham. Og det har i den grad virket, kan man jo se på banen.«

Dennis Flinta (tv.) har spillet i Silkeborg af to omgange. Først fra 2004 til 2007, og igen fra 2009 til nu. Fra 2007 til 2009 spillede han i FC Midtjylland.
Dennis Flinta (tv.) har spillet i Silkeborg af to omgange. Først fra 2004 til 2007, og igen fra 2009 til nu. Fra 2007 til 2009 spillede han i FC Midtjylland. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Robert Skovs kontrakt med FC København løber frem til 2022. I denne periode skal Robert Skov særligt arbejde med én ting, mener Peter Sørensen.

»Hvis jeg skal nævne et punkt, hvor han mangler lidt, så er det præstationerne i de internationale kampe. Her synes jeg ikke, han leverer det samme høje niveau, som han gør nationalt. Herhjemme er der jo nok ikke nogen klubber, der ikke har noteret hans navn.«

»Det er svært at sige, hvor god han bliver. Men han er stadig ung. Han er meget arbejdsom, så jeg tror, han ender med at blive rigtig god. Og han skal nok blive endnu bedre med foråret.«

Robert Skov har i sine 39 kampe scoret hele 22 mål for FC København.