Efter Brøndbys sidste kamp i Superligaen blev spillerne hyldet for sæsonen af deres fans. Pludselig i mængden af Brøndby-spillere gik lejesvenden Kenneth Zohore rundt med en t-shirt med ordlyden 'hader FCK'.

En fan havde kastet trøjen ned til Kenneth Zohore efter Brøndbys 2-2-kamp mod FC Nordsjælland, hvorefter han altså havde taget den på udover sin spilletrøje.

Zohores handling blev søndag endnu mere bemærket, da han er tidligere spiller i netop FCK, hvor han er fostret i klubbens ungdomsafdeling og været en del af førsteholdet.

Det er en handling som Brøndbys sportschef Per Rud tager stor afstand til.

- Jeg var også hurtigt henne og pille trøjen af ham, siger Per Rud.

Per Rud fortæller, at han har haft Kenneth Zohore inde til en alvorlig samtale, hvor det blev forklaret, at Kenneth Zohore blev grebet af stemningen, da t-shirten blev smidt ned til ham.

- Men jeg synes, at man skal bruge sin energi på at elske Brøndby i stedet for at hade andre hold, siger Per Rud.

Kenneth Zohores lejekontrakt med Brøndby udløber til sommer, men Per Rud vil ikke kommentere på, hvordan det ser ud med en forlængelse efter denne handling.

- Jeg har generelt den holdning, at det er unge mennesker, vi har med at gøre. De må gerne lave fejl, hvis det kun sker en enkelt gang, fortæller Per Rud.

Hvad så, hvis det sker igen?

-
Det kan jeg garantere dig for, at det ikke gør, siger Brøndby-sportschefen.