Lyt til artiklen

Han blev modtaget som en frelser.

Daniel Wass fik søndag comeback i Brøndby efter 11 år i udlandet. Fredag blev han købt i Atlético Madrid, søndag spillede han en rigtig god kamp mod OB i sejren på 2-0, og fansene var ellevilde før, under og efter kampen, hvor han blev hyldet som en helt.

»Det er en speciel og fed dag. Det var en vild modtagelse, så jeg kan kun takke alle de fans, der var på stadion. Det er svært at beskrive, hvilke følelser der gik igennem min krop i dag. Jeg var helt rørt dernede. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv,« siger Daniel Wass, der altså blev ramt af store følelser på sin gamle hjemmebane.

»Jeg ved ikke, om jeg var tæt på tårer, men vi var derhenad. Det var en flot modtagelse,« forklarer han og uddyber, at han var blevet 'advaret' om modtagelsen, som alligevel kom bag på ham.

»I omklædningsrummet havde vi godt snakket om, at det nok blev vildt, og jeg tænkte ja, det er fint, men det var over al forventning. Igen tusind tak, det er nogle fede fans.«

Landsholdsspilleren føler, at han er kommet hjem i dobbelt betydning.

»Det er en kæmpe familie, og jeg er bare glad for at være en del af denne her familie igen. Jeg har savnet det og fansene, det siger sig selv. Det er bare fedt at spille på Brøndby Stadion,« siger den alsidige spiller, som mod OB spillede som højreback.

»Jeg vil bare gerne spille. I dag spillede jeg back, og det er fint. Det handler om relationerne til medspillerne, og jeg har kun trænet med en gang, og det skal nok komme. Det bliver bedre, i dag var en fin præstation, og det skal nok blive bedre.«

Med sine 33 år og store erfaring fra nogle af de allerstørste klubber er der naturligvis stor respekt om den nu tidligere Atletico Madrid-spiller, og han gik trods kort tid i Brøndby ind og tog taktstokken.

Rutinerede spillere som Josip Radosevic og Mathias Greve fik gode råd med på vejen af Daniel Wass, når der var pause i spillet.

»Jeg er jo en ældre herre og prøver at hjælpe med min erfaring, om det så er en ung eller en ældre spiller, så er vi et hold, som skal hjælpe hinanden. Hvis jeg kan dirigere, så gør jeg det. Jeg håber at hjælpe med så meget som overhovedet muligt,« pointerer Daniel Wass.

Det var som nævnt fredag, at han blev præsenteret i Brøndby efter mange rygter over lang tid om hans tilbagevenden.

»Det gik pludselig stærkt, der har været mange rygter frem og tilbage, og pludselig gik det rigtig stærkt, og jeg nåede slet ikke at tænke over det. Det var stressende, men jeg er glad,« bedyrer den nye Brøndby-stjerne, som B.T. kunne afsløre blev fragtet i et privatfly til Danmark torsdag aften.

»Jeg nåede at se den forlængede spilletid. I har meget godt styr på, hvornår jeg landede i Roskilde Lufthavn,« siger han og tilføjer så om det faktum, at transferen ikke kunne holdes skjult.

»I er gode til jeres ting, det må man sige.«

En mand, der nok godt vidste, at et skifte hjem lurede, var landstræner Kasper Hjulmand.

»Jeg har haft en god dialog med Kasper, og hvad vi har snakket om, det vil jeg gerne holde for mig selv,« slår Daniel Wass fast.