I Silkeborg jubler man efter FCKs salg af Robert Skov til tyske Hoffenheim.
Det gør man, både fordi en af klubbens største talenter gennem tiderne kan tage et stort skridt i karrieren, men også fordi skiftet indbringer klubben en klækkelig sum fra den videresalgsklausul, de sikrede sig som en del af aftalen med FC København.
Kent Madsen, administrerende direktør i Silkeborg, fortæller, at pengene fra videresalgsklausulen sammen med de syv millioner, de i sin tid fik for Robert Skov, gør den 23-årige kantspiller til klubbens største salg i historien.
»Når man sælger spillere, forsøger man altid at få nogle aftaler med, der giver mulighed for at tjene en ekstra skilling, og det var en del af hele setuppet omkring Robert Skov, at vi skulle have en videresalgsklausul med,« siger Kent Madsen og fortsætter:
»Jeg kommer ikke til at gå i detaljer, men jeg kan godt sige, at det her samlet set er den mest indbringende transfer, Silkeborg IF nogensinde har lavet.«
Silkeborgs dyreste spiller gennem tiden er indtil nu Jens Martin Gammelby, der kostede Brøndby IF 11 millioner plus bonusser.
De hurtige skridt, Robert Skov har taget i sin karriere, mener Kent Madsen i høj grad kan tilskrives Silkeborgs målrettede talentudvikling.
»Det, at Robert Skov allerede er klar til at tage sit næste store skridt i karrieren, bevidner om, at vi i Silkeborg er gode til at arbejde med talentudvikling. Når det er sagt, så er Robert Skov et helt unikt talent, som altid har været hårdtarbejdende, så spillere som ham er ikke nogen, man bare sprøjter ud.«
I en fondsbørsmeddelelse skriver Silkeborg, at man nu forventer et overskud på 5 til 10 millioner kroner. Tidligere lød forventningen på at lande mellem minus 5 millioner og plus 5 millioner.
Robert Skov satte sidste sæson målrekord i Superligaen med 29 scoringer.
Dermed slog han Ebbe Sands tidligere målrekord på 28 mål, som den danske angrebslegende satte for ærkerivalerne fra Brøndby IF.
Nu hedder Robert Skovs arbejdsgiver Hoffenheim. Tyskerne sluttede sidste år nummer ni i Bundesligaen.
