Robert Skov har et venstreben, man taler om. Og det er ikke kun fodboldfans og -eksperter. For tre uger siden skulle jeg interviewe den nye FC København-spiller, og under ventetiden på træningsanlægget 10’eren på Frederiksberg ville reservemålmand Kim Christensen høre, hvem dagens interviewoffer var.

»Vildt spark, hvad?,« sagde målmanden som det allerførste.

Og Robert Skov viste mod OB, hvorfor man snakker om hans vilde venstreben, da han bragede et drømmemål ind til resultatet 1-0 direkte på frispark - og for en stund fik de små 10.000 lidende tilskuere til at glemme vinterkulden.

LÆS OM WILLIAM KVISTS UHØRTE OVERSKUD EFTER SEJREN OVER OB

»Viktor Fischer sagde faktisk til mig i går: »Hvis der kommer et frispark, tager du den fra alle vinkler og afstande«. Så det var godt,« siger Robert Skov.

Sådan et spark får man ikke bare i gave fra fødslen dog. Det skal trænes, men i FC København har Robert Skov faktisk fået besked på at tage den en anelse med ro, så han kunne være 100 procent klar til alle de mange kampe.

»Jeg har faktisk ikke fået lov at træne det så meget, fordi vores gode fysiske træner (Anders Storskov, red.) synes, at jeg skulle passe lidt på, men så havde jeg en god samtale med ham i går inden træning, hvor jeg spurgte, om vi ikke kunne lave en aftale om, at jeg kunne få lov at lave nogle afslutninger og frispark. Han sagde, at det bare skulle være lidt hver dag i stedet for meget én dag. Det trænede vi så i går, og det gik rigtig godt, så jeg havde en super fornemmelse til at sparke det frispark, fordi jeg havde haft en træning inden. Så jeg er glad for, at jeg fik lov af Anders til at tage nogle frispark i går,« siger Robert Skov.

SE BTs KARAKTERER FRA PARKEN LIGE HER

Ståle Solbakken var også en glad mand, da han så sparket gå ind via overliggeren, men overrasket var han ikke.

»Jeg havde min familie på besøg, og i går spurgte mine to drenge mig: »Hvad så med ham Robert?«. Der fortalte jeg dem, at jeg havde set ham sparke frispark til træning, så de skulle holde øje med ham,« siger Ståle Solbakken.

FCK-manageren slipper med Robert Skovs drømmescoring nok også for en enkelt opgave, som han påtog sig i Madrid, da FC København torsdag fik et frispark. For pludselig summede spillerne om bolden, indtil Ståle Solbakken trådte ud i det tekniske felt og råbte på Robert Skov som skytte.

»Han er for beskeden, så der kommer nogle af gribbene,« siger Ståle Solbakken.