Brøndbys mareridt blev bekræftet, da den nedslående melding ramte de blå-gule.

Nyindkøbet Blas Riveros pådrog sig en slem knæskade i sin allerførste Superliga-kamp, der kommer til at holde ham ude i op til et år.

Og det var da også et frygteligt øjeblik for den 22-årige back.

»Da jeg blev båret af banen, var jeg meget ked af det,« fortæller manden fra Paraguay til Brøndby Indefra.

Faktisk var smerten så ubærlig, da han fik smadret sit knæ, at tårene rullede ned ad kinden på manden, der endda havde scoret et mål tidligere i kampen.

»Jeg græd også af smerte, for det gjorde rigtig ondt,« siger Blas Riveros.

»Men nu er det vigtigt bare at fokusere 100 procent på behandling og genoptræningen. Så jeg kan komme endnu stærkere tilbage.«

Riveros har pådraget sig skader på både kors- og ledbånd i venstre knæ.

Skaden er endnu mere ubærlig af, at Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen havde tænkt sig at skifte Riveros ud i opgøret.

»Vi var jo ved at skifte ham ud, for helvede! Vi var kraftedeme – undskyld udtrykket – ved at skifte ham ud! Og så sker det der,« lød det fra opgivende fra Brøndby-chefen.