AGF ophæver kontrakten med Youssef Toutouh.

Ifølge klubben er midtbanespilleren og klubben blevet enige om at ophæve kontrakten, der ellers løb frem til sommeren 2020. Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

»Det er på ingen måde gået, som vi havde håbet med Youssef, som vi må erkende ikke har levet op til de forventninger, vi havde til ham, da han kom til Aarhus.«

»Trods sit store talent har Youssef haft for langt til spilletid. Så derfor har vi fundet det bedst for alle parter, at vi nu ophæver aftalen, så Youssef kan finde et sted, hvor han kan få kontinuerlig spilletid på førsteholdsniveau,« siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, til klubbens hjemmeside.

Toutouh har været på kontrakt i AGF siden 2018, hvor han kom til efter en længere og til sidst turbulent periode i FC København.

For AGF nåede den danske fodboldspiller 15 kampe med et enkelt mål til følge, og det blev derfor aldrig, som klubben havde håbet.

Den tidligere Superliga-profil har i denne sæson været udlejet til norske Stabæk.

Youssef Toutouh har udover FC København tidligere spillet i Hvidovre og Esbjerg.

AGF ligger i øjeblikket nummer tre i superligaen med fire point ned til Brøndby på fjerdepladsen.